Borgmester Jacob Bundsgaard, Aarhus Kommune. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Vil have vished om Aarhus Airport før sommerferien

Nu indskærper borgmester Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus Kommune, at han forventer at få afklaret situationen i Aarhus Airport inden sommerferien. Sidste byrådsmøde er den 19. juni.

I den forgangne uge kunne ledelsen i Aarhus Airport ånde lettet op, da man via et ejerpantebrev fik sikret sig et finansieringstilsagn fra lufthavnens bank, hvilket betyder, at den nødvendige likviditet til resten af året kom på plads.

Inden da var der udsigt til, at pengekassen i den jyske lufthavn ville løbe tør i løbet af fjerde kvartal, da den igangværende indsats med at finde en eller flere private investorer, der er villige til at skyde penge i lufthavnen, har trukket ud.

I maj for to år siden tilførte ejerkommunerne Aarhus, Syddjurs og Norddjurs 200 millioner kroner til lufthavnen. Den indsprøjtning gjorde det muligt at fortsætte driften, men sidenhen er fristen for at indgå en aftale om privat kapital blevet udskudt ad flere omgange.

Ønsker svar inden sommerferien
Nu signalerer borgmester Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus Kommune dog, at lufthavnsejeren ønsker at få konkrete oplysninger om, hvordan fremtiden ser ud.

Over for Din Avis Aarhus slår Bundsgaard fast, at han ikke anser lufthavnsdrift som værende en kommunal kerneopgave, og selvom han betragter Aarhus Airport som et vigtigt stykke infrastruktur, er det en nødvendighed, at den kan klare sig på markedsvilkår.

På den baggrund indskærper borgmesteren, at det er vigtigt, at lufthavnen på Djursland kommer i mål med at få landet en aftale med en privat investor, hvilket han mener, der skal være styr på, inden sommeren for alvor sænker sig over landet.

”Vores ambition er at gå på sommerferie med sikkerhed for, at man har den løsning, der skal til, for at lufthavnen kan gennemføre sin turnaround-plan. Det er ikke givet, at det vil være som en sag på byrådets dagsorden – der skal bare være en afklaring i forhold til, hvad vi kommer til at gøre.”

Adspurgt af avisen afviser han dog at forholde sig til, hvad der skal ske i tilfælde af, at der ikke findes en investor.

Venter nyt i tredje kvartal
I sidste uge fortalte Aarhus Airports bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen til Check-in.dk, at han regner med, at lufthavnen nok skal nå i mål med opgaven. Den fornemmelse baserer han på de forhandlinger, som man er i gang med for øjeblikket.

Formanden regner dog først med, at disse bliver lukket, når sæsonens sidste byrådsmøde har fundet sted. Det er nemlig kalendersat til den 19. juni, og der venter han ikke umiddelbart, at en aftale er på plads.

”Vi er fortsat i dialog med en ekstern investor, og den er nu blevet intensiveret og konkret, hvilket giver os grund til at tro på, at vi kommer i mål i løbet af tredje kvartal i år,” lyder meldingen fra Dige Knudsen.


Relaterede artikler:

Aarhus Airport: Lukninger skyldes ikke markedet

Finansieringstilsagn redder Aarhus Airport året ud

Undergraver politikerne bag Aarhus Lufthavn det danske konkurrencesamfund?