Marieke van Hulst Pedersen (Privatfoto)

Vil samle unge luftfartsinteresserede kvinder

Op til 40 piger og unge kvinder, der har en passion for luftfart, har mulighed for at få et indblik i nogle af luftfartens karrieremuligheder ved et arrangement i Billund Lufthavn arrangeret af Women in Aviation.

Under overskriften Girls in Aviation Day inviteres lørdag den 23. september til et arrangement i Billund Lufthavn. Arrangøren er den skandinaviske afdeling af Women in Aviation, en non-profit organisation, der arbejder for, at flere kvinder skal søge at opnå en karriere i luftfartens verden.

Arrangementet finder sted fra kl. 10.00 til 14.00, og den primære målgruppe er piger og unge kvinder mellem 12 og 24 år, og de får blandt andet muligheden for at møde flyvelederen Mette samt hendes to teknikerkolleger Mona og Naja fra Naviair. Derudover bliver det også muligt at få et indblik i hverdagen hos Josefine, der er pilot hos SAS-leverandøren Xfly.

“Vi håber, at der  kommer nogle piger og unge kvinder med passion for luftfart, der på sigt kunne tænke sig at arbejde inden for sektoren eller måske finde en anden rolle, end de har i dag. De har brug for at møde nogle rollemodeller at spejle sig i,” forklarer Marieke van Hulst Pedersen på vegne af Women in Aviation til Check-in.dk.

Koordinerer danske aktiviteter
Marieke van Hulst Pedersen, der leder den danske afdeling af Women in Aviation Scandinavian Chapter, har selv en passion for luftfart, selvom hun ikke direkte er beskæftiget i branchen.

“Jeg fandt organisationen på Instagram og så, at de havde en afdeling i Skandinavien. De manglede nogle, der kan udvikle partnerskaber og tiltrække nye medlemmer, så nu koordinerer jeg aktiviteterne i Danmark,” lyder det fra hollandskfødte Marieke, der er bosat i Randers.

Hun har senest været ansat som forskningsassistent ved Aalborg Universitet og har arbejdet med Airport City Futures-projektet (AirCiF) og har været med til at etablere Danish Aeromobilities Academy. 

Ville være helikopterpilot
Oprindeligt havde Marieke van Hulst Pedersen en drøm om at blive helikopterpilot, men hun lagde drømmen på hylden, da hun fik at vide, at det ikke var noget “pigejob”.

“Som 14-årig havde jeg en plakat med den første Apache-helikopter til det hollandske flyvevåben, og den hang på mit værelse sammen med Backstreet Boys og en plakat af Jon Dahl Tomasson (tidligere danske fodboldlandsholdsspiller fra Feyenoord, red.),” husker Marieke.

I dag bruger hun også en stor del af sin fritid som flyspotter og fotograf og har mange fine fotoserier fra Amsterdam-Schiphol, Hamburg Lufthavn samt de fleste danske lufthavne.

Lige nu overvejer Marieke van Hulst Pedersen selv, hvad fremtiden skal bringe, da hun ønsker at fortsætte sin rejse i luftfartsbranchen enten som selvstændig eller i et spændende job, hvor drømmen for alvor kan udleves.

 

Relaterede artikler:

Mange kvinder i luften

Stadig flere kvinder på topposter i luftfarten

Fem nordiske flyselskaber vil have flere kvinder i luftfart