Edinburgh Airport, der er Skotlands største lufthavn. (Foto: Vinci Airports)

Vinci Airports overtager Skotlands største lufthavn

Den franske lufthavnsoperatør Vinci Airports har købt 50,01 procent af aktierne i Edinburgh Airport. Selskabets portefølje består af over 70 lufthavne – herunder nu tre britiske.

Porteføljen af europæiske lufthavne vokser yderligere hos Vinci Airports, der er en fransk lufthavnsoperatør med hovedkontor i forretningsdistriktet La Défense i det vestlige Paris.

Således har Vinci Airports erhvervet 50,01 procent af aktierne i Edinburgh Airport Limited, der er selskabet bag Edinburgh Airport – Skotlands største lufthavn. Prisen for denne aktiemajoritet er 1,27 milliarder pund (11,07 milliarder kroner, red.).

Det delvise køb af lufthavnen forventes at blive endeligt gennemført i sommeren 2024, når de forskellige myndighedsgodkendelser er givet. De resterende 49,99 procent af Edinburgh Airport Limited vil fortsat være ejet af Global Infrastructure Partners (GIP), der har ejet lufthavnen siden 2012.

Vinci Airports indledte strategisk partnerskan med Global Infrastructure Partners i 2019, da den franske lufthavnsoperatør købte 50,01 procent af aktierne i Gatwick Airport syd for London. GIP fastholdt den resterende aktieandel.

Besidder vist vækst potentiale
Edinburgh Airport vil blive videreudviklet både ved at etablere nye ruter og investere i lufthavnens butikker og spisesteder, oplyser Vinci Airports. Lufthavnens erfarne ledelsesteam vil fortsætte med at lede selskabet, lyder det desuden.

Lufthavnen i Edinburgh er den sjettestørste i Storbritannien, og den betjener et opland på over fire millioner indbyggere. Lufthavnen har i øjeblikket mere end 150 destinationer i 38 lande takket være gode relationer til flyselskaber som EasyJet, Ryanair, British Airways og Jet2.

I 2023 landede passagertallet i Edinburgh Airport på 14,4 millioner, og der er udsigt til endnu flere fremover. Således har lufthavnen et vist vækstpotentiale, og det forventes, at trafikken vil være genoprettet til 2019-niveau i løbet af i år.

Erhvervede første lufthavn i 1995
Vinci Airports købte Belfast International Airport i 2018, og dermed har lufthavnsoperatøren nu tre britiske lufthavne i sin portefølje, der omfatter over 70 lufthavne.

Selskabet, der er verdens førende private lufthavnsoperatør, ejer blandt andet lufthavne i Mexico og øgruppen Kap Verde, mens den europæiske portefølje tæller lufthavne i Frankrig, Storbritannien, Portugal og Serbien. Tidligere var der også ejerskab af Stockholm Skavsta Airport, men lufthavnen blev afhændet i foråret 2022.

Det hele begyndte for Vinci Airports i 1995, da lufthavnsoperatøren via sit datterselskab Cambodia Airports underskrev en kontrakt indtil 2040 for lufthavnene i Phnom Penh og Siem Reap.

 

Relaterede artikler:

Gatwick-ejer øger porteføljen med 13 lufthavne

Gatwick Airport kommer på franske hænder

Køber Stockholm-lufthavn for 85 millioner kroner