Lufthansa Group udruller WiFi på flere end 150 kort- og mellemdistancefly. Foto: Lufthansa Group

WiFi i kort- og mellemdistancefly hos Lufthansa-selskaberne

Lufthansa Group vil senere på året påbegynde installation af bredbåndsinternet i over 150 fly fra A220- og A320-familierne hos tre af koncernens flyselskaber.

Flere passagerer hos Lufthansa-koncernen vil fremover få mulighed for at anvende WiFi, når de sidder lunt i flysædet i over 10 kilometers højde.

Således har den tyske luftfartskoncern besluttet at udrulle bredbåndsinternet i mere end 150 fly – herunder Airbus A220, A319, A320 samt A321. De fly, der får WiFi, er fra Lufthansa, Austrian Airlines og Swiss. Og dermed vil de fire nævnte flytyper hos disse selskaber være udstyret med denne service.

Passagerer på europæiske ruter vil dermed få rig mulighed for at kommunikere med venner og familie eller surfe på internettet. Installationen af WiFi i de mange fly begynder i fjerde kvartal i år og vil forventeligt være afsluttet efter omkring to år.

Kan sende gratis beskeder
Flere kort- og mellemdistancefly hos Lufthansa, Austrian Airlines og Eurowings har siden 2017 været udstyret med WiFi, og Swiss bliver det næste koncernselskab i rækken, der kan tilbyde sine passagerer denne mulighed på de korte og mellemlange ruter.

Som noget nyt er Lufthansa og Austrian Airlines begyndt at tilbyde sine passagerer, at de via egen smartphone eller tablet gratis kan sende og modtage et ubegrænset antal beskeder på Airbus A320-familiefly, der allerede er udstyret med WiFi.

Forudsætningen for denne service er dog, at man skal logge på FlyNet med et Miles & More-kortnummer eller med en e-mailadresse, der er registreret med Lufthansa Group Travel ID.

Hybridteknologi bag nyt WiFi
Det er Viasat, der skal installere WiFi i de over 150 fly hos Lufthansa-koncernen. Lufthansa har arbejdet sammen med teknologivirksomheden Inmarsat siden 2015, og undervejs er Inmarsat blevet opkøbt af netop Viasat.

Hidtil har internetadgang på over 200 fly fra koncernens Airbus A320-familiefly været baseret på en satellitforbindelse (Ka-band). Ved de kommende, nye installationer leveres internetforbindelsen ved hjælp af en hybridteknologi kaldet EAN (European Aviation Network).

Med kommende WiFi i yderligere mindst 150 fly er Lufthansa-koncernen godt på vej til at kunne tilbyde internet til alle sine kunder. Koncernen råder over en samlet flåde på 732 fly – herunder langt flere passagerfly end fragtfly.

 

Relaterede artikler:

Sådan får man internet i 35.000 fods højde

En god oplevelse hos Lufthansa

Lufthansa tilbyder CO2-kompensation fra flysædet