Skúli Mogensen, grundlægger af og administrerende direktør i WOW air (Foto: WOW air)

WOW air søger strategiske investorer

Direktør for lavprisflyselskabet WOW air, Skuli Mogensen, overvejer at sælge den succesfulde virksomhed til internationale partnere inden for de næste par år.

WOW air har nærmest indtaget luftrummet over det nordlige Atlanterhav med lynets hast.

Det islandske lavprisselskab med hovedbase i Keflavik Lufthavn – tæt på hovedstaden Reykjavik – ekspanderer løbende, og den succesfulde kamp med lavpriskonkurrenterne ser ud til at fortsætte.

Nu fortæller flyselskabets grundlægger og administrerende direktør, Skuli Mogensen, at han agter at sælge WOW air inden for de næste år, og at man derigennem vil styrke passagerantallet og reducere omkostningerne.

”Store og internationale partnere har vist interesse,” siger han – ifølge det norske medie E24 – til nyhedsbureauet Bloomberg.

Gratis billetter
Skuli Mogensen, der grundlagde WOW air i 2011, ønsker at finde en partner, der kan bidrage med andet end blot at investere penge i flyeselskabet.

”Vi har brug for nogen, som kan hjælpe os med at komme ind på nye markeder, og som kan hjælpe os med at få gode aftaler på nye fly, som er vores største udgift i øjeblikket,” siger den islandske luftfartsdirektør, der dog ikke vil afsløre kandidaterne til et fremtidigt partnerskab.

WOW air gjorde i løbet af sommeren opmærksom på sig selv, da selskabet luftede tanken om i fremtiden at flyve passagererne gratis – eller måske endda betale folk for at flyve med dem.

Og hvordan kan det så lade sig gøre? WOW air har ifølge Business Insider fået lukrative aftaler med for eksempel hoteller, biludlejningsfirmaer og restauranter for at skaffe indtægter fra elementer, der ofte også indgår i en rejse. Disse indtægter,  sammen med tillæg som sædevalg, køb af måltider ombord og bagagetillæg kaldes for ’supplerende indtægter’ (ancillary revenue, red.).

”Vores mål er, at de supplerende indtægter skal overgå indtægten fra billetterne. Det første selskab, som formår det, vil revolutionære branchen,” sagde Skuli Mogensen i juli til Business Insider.

Meget ung flyflåde
WOW air har tre Airbus A320-fly, 11 Airbus A321-fly og tre Airbus A330-fly, og det islandske lavprisselskabs flyflåde er med en gennemsnitsalder på 2,9 år en af verdens yngste. Flåden forventes at blive udvidet med fire spritnye Airbus A330-900neo-fly og to Airbus A321-ceo-fly inden slutningen af 2018. De nye fly vil forøge WOW airs kapacitet med cirka 50 procent.

Og de mange nye fly vil med al sandsynlighed få travlt i fremtiden. Island har oplevet et turistboom på hele 40 procent i forhold til sidste år, og WOW air har indtil videre nydt godt af udviklingen i skarp konkurrence med øvrige flyselskaber.

Hovedkonkurrenten til WOW air, der især slår sig op på yderst billige billetter til selskabets 13 destinationer i Nordamerika og 22 i Europa, er Icelandair. Det er mere eller mindre dette selskabs forretningsmodel, som WOW air grundlæggende har kopieret.

 

Relaterede artikler:

WOW air presset væk af Norwegian

WOW air vil have 10 procent af det transatlantiske marked

WOW Air bestiller syv nye fly

Dublin er favorit til ny WOW air-base

WOW air overvejer Asien-ruter