Rejsende i Hartsfield Jackson Atlanta International Airport i begyndelse af marts 2020. (Foto: Chad Davis | CC 2.0)

1,5 millioner flypassagerer på én dag

Amerikanske lufthavne håndterede søndag over halvanden millioner passagerer for første gang siden coronapandemiens udbrud. Det var samtidig 11. dag i træk med over én million rejsende.

Selv om USA stadig er hårdt ramt af COVID-19, er der en stigende rejselyst blandt befolkningen.

Faktisk var der i søndags et rekordhøjt antal rejsende set i forhold til situationen under hele coronapandemien. Amerikanske lufthavne håndterede således i alt 1.543.115 flypassagerer denne dag, hvilket var det højeste antal siden 15. marts 2020. Det oplyser Lisa Farbstein, talsmand for de amerikanske transportmyndigheder (TSA), på Twitter.

Siden midten af marts sidste år har USA ligesom mange andre lande verden over været ramt af adskillige coronarestriktioner, der har lammet passagertallene i de amerikanske lufthavne.

Ugentlig fordobling siden februar
Søndag var desuden 11. dag i træk, hvor de amerikanske lufthavne håndterede over én million flypassagerer. TSA screenede 1.468.516 passagerer fredag og 1.369.180 passagerer lørdag.

Torsdag i sidste uge var samtidig dagen, hvor USA for første gang siden pandemiens udbrud nåede over én million passagerer en uge i træk. Det ugentlige antal rejsende er desuden fordoblet siden 1. februar 2021. Amerikanerne er med andre ord på vej tilbage i flyene, selv om anbefalingen er at undgå rejser.

Det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) har for nyligt meddelt, at det ikke ændrer sine rejeanbefalinger for vaccinerede og ikke-vaccinerede borgere. CDC fraråder stadig rejser, og der er da også langt til niveauet fra 2019 i forhold til antallet af flypassagerer.

Stigende optimisme hos flyselskaber
I hele 2020 oplevede USA et passagerfald på 60 procent, og der er stadig et stykke vej til den sædvanlige efterspørgsel. På trods af et rekordhøjt antal passagerer i søndags siden coronapandemiens udbrud var efterspørgslen denne dag stadig nede med 30 procent i forhold til niveauet før corona. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efterspørgslen på internationale rejser og forretningsrejser er fortsat lav. I sidste uge var efterspørgslen på internationale rejser nede med 68 procent set i forhold til 2019-niveau. USA er lukket for de fleste udlændinge, der kommer fra Brasilien, Sydafrika, Kina og det meste af Europa, mens mange lande har lukket for indrejse af amerikanere.

Mens der er en begrænset trafik ind og ud af USA, er der stigende optimisme for indenrigstrafikken, der således også driver markedet i disse uger. Chefer fra amerikanske flyselskaber melder om tegn på en stigende efterspørgsel på indenrigs-ferierejser, hvilket giver optimisme for den kommende sommer.

 

Relaterede artikler:

1,8 milliarder flypassagerer i hele verden i 2020

USA skærper kursen over for urolige flypassager

USA’s flypassagerer har våben i håndbagagen