Chicago O'Hare International Airport. (Foto: Chicago O'Hare International Airport | Facebook.com | PR)

6,7 milliarder kroner til 114 amerikanske lufthavne

Den amerikanske regering har netop udskrevet tæt på en milliard dollars. Hensigten er, at investeringen skal bruges til at forbedre en række lufthavne og skabe nye arbejdspladser.  

Nu er der penge på vej til 114 lufthavne i forskellige dele af USA. Sådan lyder meldingen fra Federal Aviation Administration (FAA), FAA, der er landets civile luftfartsmyndigheder.

Det er præsident Joe Biden og hans regering, der via et program for offentlige investeringer har øremærket 970 millioner dollars (6,7 milliarder kroner), som efter hensigten skal benyttes til en række forskellige slags forbedringer i de udvalgte lufthavne.

“Denne regering har gjort mere for at forbedre rejseoplevelsen, end der nogensinde er blevet gjort tidligere,” siger den amerikanske transportminister Pete Buttigieg.

”Det handler både om styrke forbrugerbeskyttelsen og modernisere infrastrukturen. Investeringen her vil gøre det nemmere for passagerer at komme til og gennem lufthavnene, skabe arbejdspladser og øge sikkerheden.”

Skal komme terminaler og tårne til gode
Ifølge FAA skal midlerne blandt andet gøre det muligt at imødekomme den stigende efterspørgsel efter flyvninger og til projekter, der sigter efter at øge bæredygtigheden i de amerikanske lufthavne eller gøre dem bedre og mere tilgængelige for passagererne.

Det kan eksempelvis være, at lufthavnene får nye systemer til håndtering af bagage, større sikkerhedskontroller, højere gate-kapacitet og det økonomiske råderum, som er påkrævet, hvis den aldrende infrastruktur i visse lufthavne skal have en nødvendig overhaling.

Det kan både dreje sig om terminalbygninger, veje og – i ni tilfælde – tårnene, oplyses det.

Derudover regner regeringen med, at investeringen vil bidrage til, at den grønne omstilling kommer et skridt videre, at der skabes yderligere arbejdspladser samt at USA’s lufthavne bliver nemmere at komme til for folk, der har et handicap.

En blandt flere investeringer
Af de nye midler skal 35 millioner dollars (242 millioner kroner) eksempelvis benyttes til at dække en del af de udgifter, der er forbundet med, at der skal opføres en ny terminalbygning med 14 gates og jernbanestation i Washington Dulles International Airport (IAD).

I tillæg hertil skal 40 millioner dollars (277 millioner kroner) sendes til Chicago O’Hare International Airport (ORD), der ønsker at ændre på Terminal 3. Man vil blandt andet justere sikkerhedskontrollen, bygge nye toiletter og opgradere det system, der håndterer passagerens bagage.

”Investeringen vil ikke alene bidrage til at modernisere lufthavnene således, at de lever op til de behov, som rejsende har i dag og vil få i fremtiden, men den vil også skabe velbetalte jobmuligheder i store og små lokalsamfund,” udtaler Shannetta R. Griffin, der er en af FAAs administratorer med ansvar for lufthavne.

Den netop offentliggjorte investeringer følger i kølvandet på godt to milliarder dollars (13,8 milliarder kroner), som er blevet afsat til opgraderinger af terminalbygninger i løbet af de seneste to år, fortæller de civile luftfartsmyndigheder.


Relaterede artikler:

Stemte imod en forhøjelse af piloters pensionsalder

IATA i kritik af flyveledermangel

USA vil udarbejde forslag til passagerrettigheder