KLM-fly i Aalborg Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

85 procent vil fortsat flyve trods klimapåvirkningen

I en ny undersøgelse foretaget på vegne af KLM svarer ni ud af 10 danskere, at de vil fortsætte med at flyve trods den negative klimaeffekt. Mange vil dog gerne betale ekstra for at flyve bæredygtigt.

Danskerne har alle dage været glade for at rejse med fly til udlandet. Og dette lader ikke til at have ændret sig synderligt trods det store fokus på luftfartens negative påvirkning af klimaet.

Således viser en ny nordisk undersøgelse, der er udført af Novus på vegne af KLM, at danskernes rejselyst er intakt. Af undersøgelsen fremgår det, at 85 procent – eller ni ud af 10 danskere – fortsat har en så stor rejselyst, at de stadig vil flyve til udlandet.

”Intet tyder på, at folk vil stoppe med at flyve, især fordi der ikke findes nogen realistiske alternativer til fly på de længere distancer. Derfor er vi nødt til at arbejde aktivt på at reducere klimapåvirkningen fra fly. Det handler om samarbejde, innovation og indfasning af SAF (Sustainable Aviation Fuel) så hurtigt som muligt,” siger Maria Hagelberg, marketingchef for Air France og KLM i Norden.

”Det er allerede muligt at tilføje SAF, når man køber flybilletter, men vi har tydeligvis ikke kommunikeret det klart nok. Her skal vi sammen med resten af branchen gøre det nemmere for forbrugerne at træffe bæredygtige valg.”

Mange vil betale ekstra for bæredygtighed
Kun 34 procent af danskerne tænker på klimaet, når de booker deres flyrejse. Til gengæld er 47 procent af danskerne parate til at betale ekstra for at flyve mere bæredygtigt, viser undersøgelsen. Mange synes dog, det er vanskeligt at finde bæredygtige alternativer, når flybilletten bookes.

SAF er således én af vejene til mindre klimapåvirkning, men udfordringen er blandt andet, at det er dyrere end konventionelt flybrændstof.

”Hvis vi i fællesskab i branchen øger efterspørgslen efter SAF, vil det stimulere til yderligere investeringer i området, produktionen vil stige og priserne falde. Det er nøglen til mere bæredygtig luftfart i nær fremtid,” siger Anita Wagner Feddersen, salgsdirektør i Danmark for Air France og KLM.

Seks ud af 10 danskere vil flyve mere
36 procent af danskerne svarer i undersøgelsen, at de tager hensyn til klimaet på andre måder i hverdagen, som årsag til hvorfor de ikke vil flyve mindre. 19 procent af danskerne mener ikke, det er deres ansvar som forbrugere at reducere CO2-udledningen fra luftfarten.

Lysten til at rejse endnu mere i det kommende år er faktisk også til stede blandt danskerne. 59 procent svarer i undersøgelsen, at de er parate til at øge antallet af flyrejser. De tilsvarende tal for de svenske og norske respondenter er henholdsvis 53 og 60 procent.

Lidt over halvdelen af danskerne – 55 procent – kan ikke forestille sig at stoppe helt med at flyve. 30 procent kan ikke forestille sig at stoppe med at flyve, men vil i stedet overveje at droppe kortere flyrejser under tre timer.

Undersøgelsen for KLM er foretaget i februar i år i Danmark, Sverige og Norge og er baseret på interviews med folk, der påtænker en udlandsrejse med fly i år. Over 1.000 webinterviews er blevet gennemført med almindelige forbrugere i alderen 18 til 79 år.

 

Relaterede artikler:

Frygter forsinket produktion af grønt flybrændstof

Ny rapport: 52 mulige elflyruter fra danske lufthavne

NIRAS: Flyvning kan blive den mest optimale transportform