Allerede i februar begynder SAS udrulningen af nye uniformer til medarbejderne. Den nye beklædning er inspireret af den skandinaviske arv, og der er fokus på bæredygtighed samt plads til tatoveringer og piercinger.
Snart vil de 30 millioner passagerer, som hvert år rejser med SAS, møde piloter og kabinepersonale i et helt nyt look. Det skandinaviske flyselskab er nemlig begyndt indfasningen af nye uniformer, der ses som et skridt i moderniseringen af SAS.
”Opdateringen af uniformspolitikken er et vigtigt skridt i at forny, hvem vi er som flyselskab. Ændringerne afspejler en mere moderne tilgang, samtidig med at vi bevarer vores forpligtelse til professionalisme, sikkerhed og omsorg,” siger Pernille Ormholt Vang, Chief People Officer i SAS.
Den opdaterede uniform er udviklet gennem et tæt samarbejde på tværs af afdelingerne i SAS, hvor indsigt har inspireret til et moderne, funktionelt, inkluderende og bæredygtigt design, som er perfekt afspejling af SAS’ skandinaviske værdier, som det hedder i en meddelelse fra SAS.
Afspejler et nyt kapitel for SAS
”Uniformen er mere end blot et genkendeligt kendetegn. Den er et vigtigt arbejdsredskab for vores kollegaer og en afspejling af vores stærke arv og identitet” siger Kristine Mayer, Design Director i SAS.
Hun tilføjer, at trends indenfor uniformer ofte afspejler den tidsperiode, de bæres i, og er en central del af et flyselskabs identitet.
”Da SAS er gået ind i et nyt og spændende kapitel, er det kun naturligt, at vi opdaterer vores look. Jeg tror, at denne uniform vil blive ikonisk og repræsentere det moderne Skandinavien på den globale scene præcis som vi altid har gjort,” siger Kristine Mayer.
Mulighed for synlige tatoveringer
Ifølge SAS er der flere nøgleelementer i den nye uniform.
Den er tidløs og moderne, idet uniformerne er inspireret af ikoniske SAS-uniformer designet af kapaciteter som Christian Dior og Calvin Klein. Samtidig kombinerer den en moderne og imødekommende æstetik med materialer af høj kvalitet.
Andre nøgleord er inklusion og individualisme, da der er tale om en kønsinkluderende uniform med neutrale elementer. Der er således valgfri sneakers og mulighed for synlige piercinger og tatoveringer, så medarbejderne kan udtrykke deres personlighed.
”Alle i vores virksomhed er unikke, og det er vigtigt, at vi skaber en kultur, hvor vores kollegaer føler sig trygge ved at udtrykke deres identitet,” siger Pernille Ormholt Vang.
Fokus på bæredygtighed
Der har været fokus på bæredygtighed, og materialerne er udvalgt med fokus på holdbarhed, og nogle eksisterende uniformselementer vil genbrugt for at minimere spild.
Funktionalitet og tilpasningsevne har været vigtigt, og uniformen balancerer form og funktion med tøj, der er passer til forskellige roller, årstider og vejrforhold.
Udrulningen af de nye uniformer begynder i februar 2025, og der vil være en overgangsperiode på et år, hvor både gamle og nye uniformselementer vil blive anvendt samtidigt.
Sidste SAS fik nye uniformer var tilbage i 2016 i forbindelse med selskabets 70 års fødselsdag.
Relaterede artikler: