Lempede rejserestriktioner har atter givet Singapore Airlines medvind i luften. Flyselskabet mindskede sit underskud med 77 procent i regnskabsåret 2021-22 sammenlignet med året før.
Singapore Airlines Group (SIA) har offentliggjort årsregnskabet for 2021-22, der sluttede 31. marts 2022, og det viser klare tegn på fremgang, selv om der stadig står røde tal på bundlinjen.
Således kunne Singapore-selskabet notere sig et tab på 962 millioner singaporedollar, eller hvad der svarer til 4,9 milliarder kroner. Det var en forbedring af årsresultatet fra 2020-21, der endte med et underskud på hele 4,2 milliarder singaporedollar – svarende til 21,4 milliarder kroner. Dermed blev underskuddet for 2021-22 reduceret med 77 procent.
Fremskridtet er sket på baggrund af bedre driftsresultater som følge af lempede rejserestriktioner i Singapore og andre nøglemarkeder, lyder det.
Også omsætningen blev markant forbedret i det seneste regnskabsår. I 2021-22 omsatte Singapore Airlines for 7,6 milliarder singaporedollar (38,7 milliarder kroner, red.), hvilket var en forbedring på 99,6 procent sammenlignet med året før. I 2020-21 endte omsætningen på 3,8 milliarder singaporedollar.
Næsten fire millioner passagerer
Singapore Airlines transporterede i alt 3,9 millioner passagerer i 2021-22, mens tallet året før lød på 457.000 passagerer. I april i år transporterede luftfartskoncernens to flyselskaber, Singapore Airlines og Scoot, alene 1,5 millioner passagerer, hvilket illustrerer den seneste trafikforbedring. Det var en fremgang på 62,7 procent i forhold til marts 2022.
I øjeblikket er Singapore Airlines’ kapacitet på 57 procent af niveauet fra før coronapandemien.
Den seneste fremgang hos Singapore Airlines kan altså i høj tilskrives færre restriktioner. I Singapore Changi Airport fjernede man 1. april 2022 de særlige baner for COVID-19-vaccinerede rejsende. Ligesom fuldt vaccinerede passagerer kan komme ind i Singapore uden karantæne og uden at skulle tage en test før afgang og ved ankomst.
Salget nærmer sig niveau før pandemi
I den kommende tid har Singapore Airlines fokus på at indfange den tilbagevendende efterspørgsel inden for internationale rejser.
’Nøglemarkeder rundt om i verden har yderligere lempet rejserestriktioner, hvilket understøtter et stærkt opsving i efterspørgslen på flyrejser på tværs af alle kabineklasser. Det fremadrettede salg, målt som en procentdel af det samlede antal tilgængelige sæder, nærmer sig i de næste tre måneder frem til august 2022 niveauerne før COVID-19,’ skriver flyselskabet i forbindelse med aflæggelse af årsregnskabet.
Singapore Airlines bemærker dog, at stigende brændstofpriser fortsat vil være en bekymring. Også krigen i Ukraine forventes at påvirke især fragtefterspørgslen på særligt kort sigt.
En af de internationale ruter, som Singapore Airlines tilbyder, er den til Københavns Lufthavn. Flyselskabet har i øjeblikket fem ugentlige afgange til CPH med Airbus A350-900.
Relaterede artikler:
Singapore Airlines vender tilbage til Bali