Sådan ser Airbus’ koncept for brintflyet ud. (Illustration: Airbus | PR)

Airbus på vej med brintfly med fire motorer

Nu har Airbus løftet en flig af sløret for de planer, som selskabet har for et kommende brintfly, der skal kunne benyttes kommercielt. Derudover lanceres et nyt værktøj til investeringer i SAF.

I løbet af ugens første dage har Airbus afviklet konferencen Airbus Summit 2025, hvor fremtiden for bæredygtig luftfart var det gennemgående tema. Det betød blandt andet, at den europæiske flyproducent præsenterede en del af de initiativer, som der arbejdes med.

Her kom det blandt andet frem, at Airbus løbende forsøger at modne de teknologier, der på sigt skal gøre det muligt at skifte eksempelvis bæredygtigt flybrændstof – sustainable aviation fuel (SAF) – og traditionelt jetbrændstof ud med brint.

Derudover slog Airbus også fast, at producenten fortsat har til hensigt at fremstille og sælge et brintfly, der vil gøre brug af brændselsceller og er fremstillet med henblik på, at det skal kunne benyttes i kommerciel sammenhæng.

Arbejde venter forude
Airbus fremviste det foreløbige koncept for propelflyet, der bliver udstyret med fire elmotorer, som hver især bliver forbundet til et system med brændselsceller, der kan forvandle brint og ilt til elektrisk energi.

Idéen er indtil videre, at systemet vil få tilført flydende brint fra to tanke, der også er ombord, oplyser Airbus, der dog også tager forbehold for, at man vil arbejdere videre med og forfine konceptet i de kommende år.

Sideløbende vil flyproducenten gøre en indsats for at skabe en økonomi omkring brintflyvninger og sørge for, at lovgivningen tillader den type trafik. Indtil videre regner Airbus med, at brintflyet kan være i luften i anden halvdele af 2030’erne.

Glenn Llewellyn, der er chef for Airbus’ såkaldte ZEROe Project, fortæller, at man har overvejet en del tilgange, inden man er landet på den nuværende.

”De seneste fem år har vi udforsket flere forskellige brint-koncepter, inden vi bestemte os for det fuldt ud elektriske. Vi er overbeviste om, at det har den effekttæthed, som er nødvendig for et brintdrevet fly og kan udvikles yderligere i takt med, at teknologien modnes.”

”I de kommende år vil vi koncentrere os om at forbedre systemerne til opbevaring, distribution og fremdrift samtidig med, at vi arbejder for de nødvendige lovgivningsmæssige rammer, der kan sikre, at denne type fly rent faktisk må komme på vingerne.”

Skal stimulere markedet
Et muligt brintfly var dog ikke den eneste bæredygtige nyhed, som Airbus havde med til konferencen. Producenten er også i færd med at lancere et bookingværktøj til SAF.

Det vil fungere ved, at en køber kan betale for en vis mængde bæredygtigt flybrændstof og blive noteret for den mindskning af udledninger, som brugen er skyld i, også selvom SAF’en benyttes et andet sted end på netop køberens flyvninger.

Meningen er, at det skal gøre flere flyselskaber i stand til at investere i SAF også selvom, at disse har en mindre produktion eller ikke har mulighed for at få hældt brændstoftypen på deres egne fly grundet manglende infrastruktur i selskabernes område.

Håbet er, at det vil medvirke til at stimulere markedet for bæredygtigt flybrændstof, siger Airbus, der har fået hensigtserklæringer fra SMBC Aviation Capital, AerCap, Comlux, Luxaviation, Novespace, Rive Private Investment samt SAF Aerogroup om, at de vil gå med i projektet.


Relaterede artikler:

Brint- og elfly kan tegne sig for 68 procent i Europa

Airbus og lufthavne vil fremme bæredygtig luftfart

Airbus i skandinavisk samarbejde om brintfly