Visualisering af et Airbus-brintfly. (Illustration: Airbus | PR)

Airbus i skandinavisk samarbejde om brintfly

Sammen med blandt andet SAS og flere lufthavnsoperatører vil Airbus nu støbe det fundament, som man håber, vil gøre det muligt at foretage brintflyvninger i Skandinavien i fremtiden.

I øjeblikket er der et stort fokus på sustainable aviation fuel (SAF) i international luftfart, men trods det er et grønnere alternativ til almindeligt flybrændstof, udleder SAF fortsat CO2. Det kan man dog komme ud over, hvis brændstoffet i stedet er fremstillet af brint.

Derfor er der mange flyselskaber og andre virksomheder, der eksperimenterer med brintteknologi. Airbus er en af disse. Flyproducenten har nemlig en ambition om at have et brintfly certificeret og klar til at indgå i kommerciel drift, når kalenderen viser 2035.

Området skal undersøges
I dag foretager Airbus allerede prøveflyvninger med brintbrændstof, men det er kun en del af ligningen, da det er lige så vigtigt at finde svar på alle de andre spørgsmål, der opstår, når man skal introducere en helt ny type brændstof i den daglige drift.

Til det formål har Airbus skabt det såkaldte ZEROe-koncept, der er den overordnede ramme for producentens brint-aktiviteter. En del af dette er et program ved navn ’Hydrogen Hub at Airports’, som har til formål at tilvejebringe nødvendig viden om området gennem forundersøgelser.

Herigennem vil man blandt andet afdække hvordan lovgivningen skal ændres, hvis brintfly skal på vingerne samt hvilke lufthavne, der skal være blandt de første til at blive befløjet med brintfly, ligesom man også vil undersøge hvilke krav, som brændstoftypen vil stille til lufthavnenes infrastruktur, brændstofanlæg og optankningsmuligheder.

Kigger nærmere på norske og svenske lufthavne
I denne uge blev flere skandinaviske partnere så en del af dette program, da det kom frem, at Airbus har indgået en aftale med SAS, energiselskabet Vattenfall samt lufthavnsoperatørerne Avinor og Swedavia.

Herefter omfatter programmet 63 lufthavne i 10 forskellige lande. I tillæg til de to skandinaviske lande er lufthavne i Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, New Zealand, Singapore, Sydkorea samt Storbritannien også en del af ’Hydrogen Hub at Airports’-programmet.

De nye partnere skal bidrage til en af de forundersøgelser af behovene i lufthavne, som Airbus ønsker at foretage.

“Norge og Sverige er blandt de mest krævende regioner for luftfart, men der er et stort potentiale for produktion af brint fra vedvarende energikilder,” siger koncernchef Guillaume Faury fra Airbus.

”Jeg er meget glad for at indgå i dette samarbejde med partnere, der også ønsker at tage et opgør med CO2-udledninger i luftfarten. Det stemmer overens med vores strategi om at opbygge de nødvendige økosystemer for brintflyvninger i de dele af verden, der er bedst egnet.”

Kalder det et vigtigt skridt
Fra SAS lyder det, at flyselskabets bidrag til samarbejdet vil handle om at stille ekspertise og forståelse for det skandinaviske marked samt flyoperationer til rådighed,

”I takt med at verden begynder at gå en mere bæredygtig fremtid i møde, anser SAS det for at være en forpligtelse at sørge for, at rejsende i dag og i fremtiden fortsat har mulighed for nemt og hurtigt at rejse til alle verdenshjørner,” siger koncernchef Anko van der Werff fra det skandinaviske flyselskab.

Godt positioneret
Koncernchef Abraham Foss fra Avinor ser frem til at medvirke til forundersøgelsen, der i første omgang ventes at vare et år.

”Vores dialog med Airbus om grøn omstilling af luftfart har stået på i flere år, og vi er meget glade for nu at kunne offentliggøre dette samarbejde sammen med SAS og vores gode naboer i Sverige. Såvel Norge som Sverige er godt positioneret til at spille en rolle tidligt i introduktionen af ​​brintdrevne fly.”

Jonas Abrahamsson, der er koncernchef for Swedavia, betoner i en udtalelse, at betydningen af brint som brændstof løbende vil veje tungere.

”Forventningen er, at brint gradvist vil fylde mere og mere i brændstofblandingerne i luftfartsbranchen i fremtiden, og det vil derfor løbende spille en større rolle i den måde, som vi planlægger infrastrukturen i vores lufthavne på. Dette samarbejde er et stort og vigtigt skridt i retning af en fossilfri fremtid i nordisk luftfart.”


Relaterede artikler:

KLM vil bygge brintdrevet fly

DAT-partner med første brintflyvning

Præsenterer første brintdrevne flymotor