Facaden på terminalen i Aarhus Airport. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Medie: Fristen ved at løbe ud for Aarhus Airport

Aarhus Airport har kun en uge til at nå et forhandlingsresultat om investering i lufthavnen. Ellers vil en godkendelse af en investeringsaftale ikke kunne falde på plads, før kassen er tom.

Aarhus Airports likviditet er under pres, da det trækker ud med at få en ny investor ind. Det er således et spørgsmål om uger, inden den østjyske lufthavne ikke vil kunne betale sine forpligtelser efterhånden som de forfalder.

Det afslørede lufthavnen, da man sidst i juni offentliggjorde årsrapporten for 2024, der viste et underskud på 82,3 millioner kroner. 

Da året startede var de likvide beholdninger på 60 millioner kroner, men 31. december 2024 var dette beløb svundet ind til beskedne 465.794 kroner.

Sidenhen har det været nødvendigt at stille yderligere kreditfaciliteter til rådighed samt forlænge den omdiskuterede aftale om rentehenstand på et lån til 200 millioner kroner. Dermed er der penge i kassen frem til begyndelsen af oktober.

“Aarhus Airport har via sin kreditfacilitet i banken aktuelt tilstrækkelig med likviditet indtil primo oktober 2025. Ændringen i kapitalstrukturen og tilførslen af likviditet forventes gennemført i løbet af 3. kvartal. Dermed er likviditeten til fortsat drift til stede, og lufthavnen forventer en stærkt forbedret likviditet og soliditet i løbet af 3. kvartal 2025,” hed det således i årsrapporten.

Underskrift bør være på plads medio august
Men den forventede ændring i kapitalstrukturen trækker ud, da der endnu ikke er opnået et forhandlingsresultat med Fairchild Denmark ApS, der har tilkendegivet, at man ønsker at investere i den østjyske lufthavn.

Dermed rykker datoen 30. september tættere på, for på dette tidspunkt skal der være en aftale på plads, der kan sikre lufthavnens fremtid.

I et notat fra et byrådsmøde i Aarhus Kommune den 17. juni i år blev det dog understreget, at en aftale med Fairchild Denmark ApS skal være på plads medio august, da der skal være en statslig godkendelse af en investering, der ultimativt kommer fra udenlandske ejere, når det handler om infrastruktur af national interesse.

Det skriver Din Avis Aarhus, der har set notatet.

“Hvis deadline 30. september 2025 skal nås, vil Fairchild skulle indlevere ansøgning om godkendelse af investeringen (FDI-godkendelse) til Erhvervsstyrelsen senest medio august 2025,” står der i notatet.

Bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen har ikke over for Din Avis Aarhus ønsket at kommentere, hvor langt man er i forhandlingsforløbet.

 

Relaterede artikler:

Klager til EU: Ulovlig støtte til Aarhus Airport

Ingen vækst i Aarhus Airport i juli

Tre års underskud: 250 millioner kroner