ATR 72 fra DAT. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

DAT starter tysk rute om to uger

Fra første septemberdag træder DAT ind på ruten mellem Paderborn og München med en ATR 72 på vegne af et virtuelt tysk selskab. Ruten er understøttet af lokale virksomheder.

I april i år blev det offentliggjort, at DAT havde indgået en aftale med det virtuelle tyske selskab Skyhub PAD omkring betjening af en tysk indenrigsrute.

Der er tale om flyvninger mellem Flughafen Paderborn-Lippstadt (PAD) i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen og München Lufthavn (MUC), og første dag på ruten for DAT bliver mandag 1. september 2025. Det oplyser DAT i et opslag på LinkedIn.

DAT bliver således underleverandør til Skyhub PAD, der blev etableret i april 2025 for at sikre kontinuitet i beflyvningen af Paderborn-Lippstadt. Lufthansa har fløjet på ruten i flere år, men 31. maj i år var det sidste gang, det tyske selskab opererede på ruten.

Lokale politikere og virksomheder i regionen, hvor lufthavnen ligger, satte sig sammen med det formål at sikre rutens fremtid, hvilket resulterede i Skyhub PAD. Det virtuelle selskab skal tage sig af markedsføring og kundeservice.

Et perfekt match for DAT
DAT skal således operere flyvningerne mellem Paderborn-Lippstadt og München, og det har været muligt at booke billetter til flyvningerne i en rum tid. Herudover blev der for nyligt indgået en interline-aftale med Lufthansa, så rejsende kan drage nytte af forbindelsesflyvninger med Lufthansa fra den tyske storlufthavn.

Hos det danske flyselskab er der stor glæde over at skulle i luften på den tyske indenrigsrute, som vil blive betjent med en af selskabets velkendte ATR 72-fly. Der bliver op til tre daglige rundrute mellem de to lufthavne.

”Hos DAT er vi meget begejstrede for at være en del af dette nye foretagende og ser frem til at betjene endnu en region i Tyskland,” siger Ann Hartl, marketingchef hos DAT.

”Regionale flyruter er kernen i vores drift, så dette er et perfekt match for os. Vi er dybt imponerede over, hvad Skyhub PAD har opnået på så kort tid.”

’Ruten vil blive stærkere’
Skyhub PAD har kommenteret DATs opslag på LinkedIn, og her er der ros til DAT for at være den perfekte driftspartner til den regionale flyrute.

”Med jeres operationelle ekspertise og vores fælles fokus på servicekvalitet er vi sikre på, at PAD-MUC-ruten ikke kun vil fortsætte, men blive stærkere – med forbindelse til München og verden via vores nye interline med Lufthansa,” lyder det fra det tyske selskab. Tidligere på året udtalte Jesper Rungholm, administrerende direktør i DAT, følgende til Check-in.dk:

”Vi skal flyve på ruten lige så længe, der enten er økonomi til det eller ikke er. Vi tror på det. Engagementet dernede har været formidabelt,” siger Jesper Rungholm.

Dermed vil DAT snart være at finde på tre tyske indenrigsruter med sine ATR-fly. Det danske flyselskab flyver nemlig også på ruter fra Saarbrücken til henholdsvis Berlin og Hamborg med ATR 42-fly. De to ruter er understøttet af delstatsregeringen i Saarland.

 

Relaterede artikler:

DAT lander nye aftaler: Skal flyve i Tyskland og Irland

DAT undersøger grundlag for ny rute i Tyskland

DAT på tysk indenrigsrute fra Hamborg