Helsinki Lufthavn. (Foto: Helsinki Airport | Facebook.com | PR)

Finavia melder om fremgang i første halvår

Finavia har leveret et bedre halvårsresultat i år sammenlignet med samme tid sidste år. Passagertallet er steget, mens der dog fortsat er underskud i første halvår.

Første halvår af 2025 var mere travlt i Finavias 20 lufthavne i Finland end samme periode sidste år. Det viser tal, som den finske lufthavnsoperatør for nylig har offentliggjort.

De viser, at 9,9 millioner passagerer rejste igennem de finske lufthavne i januar-juni 2025, og det er en stigning på 5,5 procent.

Samtidig meddeler Finavia, at et større antal internationale rejsende har øget omsætningen. Driftsresultatet viser i perioden et overskud, mens resultatet for regnskabsperioden dog forbliver negativt.

Flere passagerer, mindre fragt
Mens der i år var 9,9 millioner passagerer i første halvår, var der sidste år 9,4 millioner passagerer i samme periode. Otte millioner fløj på internationale ruter, mens tallet sidste år lød på 7,4 millioner passagerer på internationale ruter i samme periode.

Væksten i antallet af passagerer er udelukkende blevet drevet af passagererne på de internationale ruter. Således var der på indenrigsruterne i Finland et fald i antallet af passagerer fra 1,94 millioner passagerer i første halvår af 2024 til 1,92 millioner passagerer i første halvår af 2025.

Når det gælder fragt, både til udlandet og andre steder i Finland, har der været et fald på en enkelt procent til 90.988 tons i år fra 91.944 tons i 2024.

Lander underskud i første halvår
Når det gælder driftsresultatet, udgjorde det 4,9 millioner euro, mens selve resultatet for regnskabsperioden landede på et underskud på 8,5 millioner euro. Det er dog en væsentlig forbedring sammenlignet med sidste år, hvor underskuddet for første halvår lød på 15 millioner euro.

Finavia oplyser, at underskuddet især skyldes de små regionale lufthavne, hvor der er en svag udvikling i passagertallene.

”På trods af den rekordgode vintersæson i Finavias lufthavne i Lapland forblev forretningsområdet Network Airports underskudsgivende, især på grund af det lave antal flyvninger og passagerer i de små lufthavne,” fortæller Finavias administrerende direktør Kimmo Mäki.

Samtidig landede Finavias nyerhvervede ejendomsfirma, Avia Real Estate, et underskud på én million euro, hovedsageligt som følge af nedskrivninger på enkelte ejendomme, hvilket Finavia også angiver som en årsag til, at koncernens resultat blev svækket.

Omsætningen steg
En god nyhed for Finavia er til gengæld, at omsætningen er steget med 13,7 procent i det første halvår. Den landede dermed på 218,7 millioner euro mod 192,4 millioner euro året forinden.

Stigningen er understøttet af væksten i international lufttrafik samt opkøbet af Avia Real Estate i perioden. Eksklusive effekten fra Avia Real Estate steg omsætningen med 8,4 procent, oplyser Finavia.

Avia Real Estate havde i perioden en omsætning, som landede på 13,1 millioner euro. Ejendoms- og investeringsselskabet blev en del af Finavia i januar 2025.

Arbejder på at forbedre overskud
Kimmo Mäki fortæller i øvrigt, at Finavia arbejder på, hvordan man kan forbedre lønsomheden i koncernen.

”I løbet af foråret har vi arbejdet på en ny strategi, som også omfatter Avia Real Estate, som vi overtog i januar. Formålet med strategien er at forbedre vores forretnings rentabilitet og sikre vores fortsatte evne til at levere service og skabe vækst på en sikker, tryg, bæredygtig og kvalitetspræget måde i de kommende år,” siger han og tilføjer:

”Vi arbejder tæt sammen med vores medarbejdere og interessenter, mens vi vurderer vores retning i et foranderligt driftsmiljø. Den opdaterede strategi vil blive offentliggjort i efteråret 2025.”

 

Relaterede artikler:

Finavia: Det vil tage mange år at komme tilbage til 2019

eSAF-projekt: Forsyningskæde af grønt flybrændstof

Fremgang får lufthavn til at udvide