Antalya Airport. (Foto: Ercan Karakas | GFDL)

Routes Europe flytter til populær tyrkisk ferieby

Årets udgave af ruteudviklingskonferencen Routes Europe foregår i den italienske badeby Rimini. I 2027 afvikles konferencen i tyrkiske Antalya, der også var vært for Connect-konferencen i 2020.

Det bliver den tyrkiske by Antalya, der i 2027 får æren af at være værtsby for den 20. udgave af ruteudviklingskonferencen Routes Europe, der blandt andet blev afholdt i Aarhus i april 2024.

Først skal den 19. udgave dog afvikles, og Routes Europe 2026 er henlagt til italienske Rimini fra 18 til 20. maj, inden der gøres klar til Routes Europe 2027, der officielt har Fraport TAV Antalya Airport som vært.

Antalya Lufthavn, som kendes af mange danskere, der rejser på ferie til Alanya-kysten ved Middelhavet, drives af et joint venture mellem TAV Airports og tyske Fraport, der også står bag Frankfurt Lufthavn.

Kan håndtere op imod 65 millioner passagerer
Antalya Lufthavn gennemlever i disse år en stor vækst, og formålet med at være vært for den europæiske ruteudviklingskonference er blandt andet at tiltrække ny trafik. Alene i 2025 var der 39,2 millioner passagerer gennem den tyrkiske lufthavn, og 2026 er startet ud med den største januar nogensinde.

I april sidste år blev der afsluttet en udvidelse til 865 millioner euro, hvilket svarer til næsten 6,5 milliarder kroner. Det betyder samtidig, at kapaciteten er øget til årligt 65 millioner rejsende. 

Rejser og turisme i Tyrkiet fylder meget i landets statsbudget. Det forventes, at turismen vil udgøre 13 procent af BNP i 2035, og det vil understøtte 3,8 millioner jobs, hvoraf en halv million vil blive skabt i løbet af de kommende 10 år.

Vært for mindre ruteudviklingskonference i 2020
Hos Routes-organisationen glæder direktøren Steven Small sig over, at der vil komme beslutningstagere fra over 110 europæiske flyselskaber, når konferencen igangsættes i maj næste år.

“Routes Europe 2027 kommer på et perfekt tidspunkt for lufthavnen, som for nylig har afsluttet den første fase af det store udvidelsesprojekt. Denne betydelige investering har skabt kapacitet til yderligere vækst i trafikken,” siger Steven Small.

Tilbage i 2020 var Fraport TAV Antalya Airport også vært for den 17. udgave af Connect Route Development Forum, der er konkurrent til Routes Europe. 

I år er det lykkedes Antalya at tiltrække en af de helt store konferencer, og det er FN’s klimakonference COP31, der afvikles fra 9. til 20. november 2026.

 

Relaterede artikler:

Routes World rykker til Saudi-Arabien

Skotsk lufthavn løb af med sejren ved Routes Europe

Budapest Airport tog stikket hjem ved Routes Europe