Aron Backström, der er direktør for Product & Loyalty hos SAS, forlader flyselskabet til fordel for en stilling som kommerciel direktør hos den svenske lufthavnsoperatør Swedavia.
Mandag den 23. marts tiltrådte Mats Johannesson som Swedavias nye topchef, og han har ikke spildt tiden med at sætte sit fremtidige hold.
Således meddeler den statsejede svenske lufthavnsoperatør, der driver Arlanda og ni andre lufthavne, at man har ansat Aron Backström som ny kommerciel direktør med tiltrædelse den 10. august.
Aron har været ansat i SAS i de seneste godt 13 år, og han bestrider i dag rollen som direktør for Product & Loyalty og har gennem tiden haft flere ledende strategiske og kommercielle roller. Aron Backström er uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i Stockholm og har solid kommerciel erfaring inden for luftfartsindustrien.
“Jeg ser virkelig frem til at byde Aron Backström velkommen til Swedavia. Med sin erfaring i at lede forandring og forretningsudvikling er jeg overbevist om, at han vil bidrage til at skabe værdi for vores rejsende, flyselskabskunder, lejere og øvrige partnere,” siger Mats Johannesson.
Næsten udelukkende erfaring fra SAS
Aron Backström er en erfaren profil inden for luftfart, strategi og kommerciel udvikling. Han begyndte sin karriere hos A.T. Kearney, hvor han arbejdede med strategi inden for blandt andet retail og private equity.
I 2013 skiftede han til SAS, hvor han har haft en række ledende roller. Han har arbejdet med koncernstrategi og senere haft ansvar for rutenetværk i Europa og interkontinentalt. Fra 2020 til 2022 stod han i spidsen for loyalitetsprogrammet EuroBonus.
“Det svenske luftfartsmarked er i konstant forandring, og Swedavia står midt i denne udvikling. Jeg brænder for at opbygge forretning med kunden i centrum og ser frem til at smøge ærmerne op sammen med teamet,” siger Aron Backström forud for sin tiltrædelse hos Swedavia.
I dag er Charlotte Ljunggren kommerciel direktør hos Swedavia, hvilket er en stilling hun har haft siden 2019. Før dette var hun lufthavnschef i Swedavia-lufthavnen i Gøteborg.
Relaterede artikler:
Ny Swedavia-koncernchef kommer fra Team Olivia

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


