Airbus A330-300 (LN-RKR) "Celebrating 80 years". (Visualisering: SAS)

SAS præsenterer 80-års jubilæumsfly

En Airbus A330-300 fra SAS har fået en særlig bemaling i anledning af selskabets 80 års jubilæum senere i år. Jubilæumsflyet skal nok vække opsigt og dele vandene blandt flyspottere over hele verden.

SAS blev etableret den 1. august 1946, og den 17. september samme år sendte man det første fly på vingerne på vegne af det nystiftede fællesskandinaviske flyselskab.

I år kan SAS således fejre 80-års jubilæum, og der har igennem et stykke tid verseret rygter om, at SAS  blandt andet vil markere jubilæet ved at lade et af selskabets fly få en særlig jubilæumsbemaling.

I 2016 blev en Boeing 737-800 med særlig jubilæumsbemaling sendt på vingerne med budskabet ”Celebrating 70 years” på siden af flyets skrog. Det var Boeing 737-flyet med registreringen LN-RGI, og dette fly er i dag aktiv hos tyrkisk-tyske SunExpress.

Nu viser det sig, at SAS har udvalgt en af selskabets Airbus A330-300 til at få ”Celebrating 80 years”-budskabet ud i verden.

Blåt jubilæumsfly
Således blev A330’eren med registreringen LN-RKR lørdag den 14. marts sendt på vingerne med Shannon Airport som destination. Den irske lufthavn er hjemsted for IAC (International Aerospace Coatings), der er specialiseret i at male og foliere store passagerfly.

Mandag i denne uge rullede flyet ud fra malerhallen hos IAC, og her blev der afsløret et noget anderledes design end de øvrige SAS-fly. Jubilæumsflyet har en mørkeblå farve med et bånd på tværs af skroget med farverne i de tre skandinaviske flag.

På flyets hale står 80 med store stilistiske tal og øverst ”Celebrating 80 years”, mens SAS-logoet på den forreste del af skroget fremstår i den sølvfarve, som kendes fra det sædvanlige livery.

Debuterer på flyvning til Newark
Designet på flyet skulle angiveligt være udarbejdet af Niklas Andersson, der er chefdesigner hos SAS, og flyet, og flyet har allerede fået mange nysgerrige blikke, efter det natten til tirsdag vendte retur til basen i Københavns Lufthavn som rutenummer SK9131.

Normalt benyttes LN-RKR på USA-ruterne til Atlanta, Chicago, New York, Los Angeles og San Francisco, og det er da også en af de byer, der først får besøg af jubilæumsflyet, der efter planen tirsdag skal på på vingerne som SK909 til Newark.

Indtil videre har der været mange kommentarer omkring bemalingen af jubilæumsflyet, og de stikker i alle mulige retninger. Døm selv ud fra fotoet, der ledsager denne historie.

 

Relaterede artikler:

SAS dropper jubilæumsfestligheder

SAS vil fejre 75 års jubilæum i år

SAS sender jubilæumsfly i luften