Den første Boeing 777-9 til Lufthansa. (PR-foto)

Første Boeing 777-9 til Lufthansa på vingerne

Boeing har netop sendt den første 777-9, som skal indgå i Lufthansas flåde, på vingerne. Flyet er med i et testprogram, som Boeing kalder vigtigt for at få flytypen endeligt certificeret.

Mens Boeing endnu ikke har fået certificeret sin Boeing 777X, har kunder bestilt mere end 620 eksemplarer af flytypen. Én af lanceringskunderne er Lufthansa, og nu har Boeing netop sendt flyselskabets første Boeing 777-9 på vingerne. 777X-familien består ud over Boeing 777-9 også af fragt- og passagerversionen af 777-8.

Flyvningen skete torsdag, og den fandt sted forud for certificeringstest i de kommende uger. I en pressemeddelelse oplyser Boeing, at flyet i stedet for et testinteriør er udstyret med Lufthansas fuldt installerede passagerkabine fra premium- og economy-sæder til underholdningssystemer ombord.

Det var Boeing-kaptajnerne Ted Grady og Jake Miller, som sad i cockpittet, og turen varede tre timer og 27 minutter og gik over Washington og Oregon. Flyvningen omfattede en standardtest af flyets systemer og strukturer. Ombord var også systemoperatører og ingeniører.

”Flyet opførte sig som forventet. 777-9 fortsætter med at være en fornøjelse at flyve. Tak til alle, der har arbejdet på at gøre flyet klar til denne flyvning og den næste fase af testprogrammet,” sagde Ted Grady, der er chefpilot for 777/777X-programmet, efter flyvningen.

Boeing: Et vigtigt skridt
Boeing siger, at det er et vigtigt skridt at foretage flyvninger med fly i, hvad man kalder kundekonfiguration. Det hjælper nemlig med at sætte en standard for de efterfølgende leveringer.

Flyet skal nu gennemgå både jord- og flyvetests med særligt fokus på kabinesystemer og forbindelsesløsninger.

Siden flyet blev rullet ud fra fabrikken i Everett, har teams påført et klart beskyttelseslag og gennemført tankning, motorkørsler og taxitests. Boeing tilføjer, at man vil male flyet i den fulde Lufthansa-bemaling inden leveringen.

”Vi er en del af noget virkelig betydningsfuldt for virksomheden. Der er stor stolthed blandt alle, som har hjulpet med at samle alle delene, ofte gennem sene aftener og weekender, så dette fly kan gennemføre sin mission,” siger Sam Damico, som er ansvarlig ingeniør for flyet.

Regner med certificering i 2027
Boeing oplyser, at den samlede testflåde for Boeing 777-9 nu har gennemført mere end 4.700 flyvetimer. Den første 777-9’er til Lufthansa er den sjette, som har fløjet.

Boeing oplyser, at test af produktionsfly er en vigtig del af arbejdet med at opfylde certificeringskravene og forberede den første levering i 2027.

”Vores team fortsætter med at håndtere de udfordringer, der følger med at bringe et nyt fly på markedet, og forberedelsen til certificeringstest af denne 777-9 er endnu et eksempel på vores fremskridt,” siger Terry Beezhold, programchef for Boeing 777-9.

 

Relaterede artikler:

Forventer to Boeing 737-varianter certificeret i år

Air France står foran stor ordre på langdistancefly

Boeing har genoptaget 777X-testprogrammet