Airbus A320neo fra TAP Air Portugal (Foto: Catarina Madureira | CC 2.0)

Underskuddet reduceret i TAP Air Portugal

TAP Air Portugal er kommet ud af første kvartal med et underskud, som var lavere end første kvartal sidste år. Det er særligt en større passageromsætning, som kan ses på tallene.

Det nationale portugisiske flyselskab, TAP Air Portugal, har mandag i denne uge oplyst, at selskabets underskud i første kvartal lød på 39,9 millioner euro (298 millioner kroner). Mens det er et velvoksent underskud, så er der alligevel tale om en reducering på 63 procent sammenlignet med første kvartal sidste år, skriver Reuters.

Det skyldes særligt en øget omsætning, men man advarer samtidig om, at stigende priser på jetbrændstof som følge af konflikten i Iran kan påvirke de kommende kvartaler i det indeværende regnskabsår.

TAP, som aktuelt er i gang med en delvis privatisering, oplyser dog også, at de forventede høje jetbrændstofpriser i nogen grad vil blive afbødet gennem kapacitetsstyring, omkostningskontrol og prisjusteringer via et brændstoftillæg.

Særligt løftet af passagerindtægter
Omsætningen i TAP steg i første kvartal med 11 procent til 914 millioner euro (6,8 milliarder kroner). Det er særligt passagerindtægterne, som har øget omsætningen.

De steg med 10 procent til 810 millioner euro (seks milliarder kroner), mens der også var en stigning på 32 procent i indtægterne fra flyvedligeholdelse, mens kapaciteten også voksede.

Antallet af passagerer steg med 6,4 procent til 3,7 millioner, mens også belægningsgraden steg med 4,8 procentpoint til 83,5 procent. Det var særligt markederne i Syd- og Nordamerika, som stod for stigningen.

EBITDA nåede 92 millioner euro i første kvartal (687 millioner kroner) mod et negativt EBITDA i første kvartal sidste år på 9,5 millioner euro (71 millioner kroner).

Driftsomkostningerne forblev overordnet stabile på omkring 954 millioner euro (7,1 milliarder kroner). Her faldt udgifterne til jetbrændstof med 16 procent sammenlignet med første kvartal sidste år og endte på 196 millioner euro (1,46 milliarder kroner). Modsat steg personaleomkostningerne med ni procent til 252 millioner euro (1,8 milliarder kroner).

To europæiske koncerner vil være medejere
I den aktuelle delvise privatisering af TAP Air Portugal har både Air France-KLM og Lufthansa Group gået videre og har afgivet et ikke-bindende tilbud for at sikre sig en aktiepost i det portugisiske Star Alliance-selskab.

Budfristen var den 2. april i forhold til at afgive et bud på 44,9 procent af aktierne, hvor der samtidig skulle oplyses en købspris samt en detaljeret plan for selskabets fremtidige strategiske udvikling.

Buddet er afgivet til det statslige holdingselskab Parpublica, som inden for 30 dage skal lave en rapport til regeringen med en sammenfatning af de forskellige bud.

Den vindende budgiver vil umiddelbart blive fundet i løbet af sommeren, og de vil derefter blive inviteret til forhandlinger med henblik på at afgive et bindende tilbud.

 

Relaterede artikler:

Efter budfrist: To europæiske bud på TAP Portugal

Lufthansa melder sig som køber af TAP Air Portugal

Air France-KLM vil byde på Star Alliance-selskab