Trondheim Vernæs Lufthavn. (PR-foto)

Avinor vil udvide Norges tredjestørste lufthavn

Avinor sætter nu gang i det indledende arbejde til en udvidelse af landets tredjestørste lufthavn. Fra lufthavnsoperatøren lyder det, at man vil fremtidssikre lufthavnen.

Den norske lufthavnsoperatør Avinor, som står for driften af 43 norske lufthavne, har planer om at udvide Trondheim Lufthavn, Værnes, Norges tredjestørste. Således lyder det fra Avinor i en pressemeddelelse, at man igangsætter et forprojekt for den videre udvikling af lufthavnen.

Lufthavnsoperatøren understreger, at projektet befinder sig i en tidlig fase. En eventuel beslutning om udbygning vil først blive behandlet af Avinors koncernbestyrelse i 2028, efter at koncept- og skitsearbejdet er gennemført, og forprojektet er afsluttet.

”Trondheim Lufthavn er en af vores største lufthavne, og vi er nødt til at planlægge langsigtet for at sikre, at den kan imødekomme fremtidige behov. Forprojektet skal give os et solidt grundlag for at træffe gode beslutninger om den videre udvikling,” siger Thorgeir Landevaag, koncerndirektør for divisionen Store Lufthavne i Avinor.

Avinor planlægger at sende opgaven med gennemførelsen af forprojektet i udbud i løbet af efteråret.

Bygger på årtiers udvikling
Avinor oplyser, at udviklingen af Trondheim Lufthavn, Værnes, er sket trinvist gennem flere årtier med både udbygninger og analyser siden 1990’erne.

Samtidig har skiftende rammevilkår, blandt andet økonomisk usikkerhed og pandemien, påvirket fremdriften i tidligere planer. Tanker om udvidelser er altså ingenlunde nye.

”Værnes har gennemgået en betydelig udvikling, og vi ser nu behov for at vurdere, hvordan vi skal føre lufthavnen videre. Dette forprojekt er et vigtigt skridt for at sikre en god og helhedsorienteret udvikling af lufthavnen i de kommende år,” siger Marit Helene Stigen, lufthavnsdirektør i Trondheim Lufthavn.

Fokuserer på kapacitet og arealanvendelse
Fra Avinor lyder det, at formålet med forprojektet blandt andet er at vurdere, hvordan kapacitet, funktionalitet og arealanvendelse kan udvikles i takt med fremtidige behov.

Samtidig skal det også skabe grundlag for en lufthavn, der lever op til fremtidens krav til drift og luftfart, skriver den norske lufthavnsoperatør i pressemeddelelsen. Forprojektet forventes at vare omkring ét år.

”Det handler om at planlægge fremtidens Værnes, så vi også i de kommende år kan tilbyde gode løsninger til passagerer, flyselskaber og samfundet,” siger Thorgeir Landevaag, koncerndirektør for divisionen Store Lufthavne i Avinor.

 

Relaterede artikler:

Afslører moderniseringsplan for Oslo Lufthavn

Højere lufthavnsafgifter øgede driftsoverskuddet

Norsk succeslufthavn må ikke være stor lufthavn