Boeing 757-200 fra Icelandair. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

Har besluttet at anmelde low pass-piloter til politiet

To piloter, der sad i cockpittet under et uautoriseret low pass, har fået suspenderet tilladelsen til at flyve, og nu politianmeldes de også. Eventuelle konsekvenser for Icelandair er endnu ikke afklaret.

Det skulle markeres, da en flykaptajn i april var på sin sidste flyvning efter 40 år i cockpittet hos Icelandair. Det mente kaptajnen i hvert fald selv, og derfor valgte han at flyve i meget lav højde over sin hjemegn Vestmannaøerne.

Flyvningen blev foretaget i et af det islandske flyselskabs Boeing 757-200-fly. Det er udstyret med registreringen TF-ISR og var undervejs på flight FI521 fra Frankfurt til Reykjavík, da det såkaldte ”low pass” fandt sted lørdag den 11. april i år.

En sådan manøvre ville normalt kræve en tilladelse fra både Icelandair og myndighederne, men en sådan havde flykaptajnen ikke, og flyselskabet tog dog også afstand fra hændelsen, som der straks blev iværksat en intern undersøgelse af, ligesom den blev rapporteret til relevante myndigheder.

I tillæg til Icelandairs egen undersøgelse har transportmyndigheden Samgöngustofa, der har ansvaret for luftfart samt skibs- og vejtrafik på Island, også endevendt hændelsen. Det skriver RÚV.

Bliver en politisag
I kølvandet på hændelsen blev styrmanden sendt på tvungen orlov, mens undersøgelsen stod på. I og med at det var kaptajnens sidste flyvning, forlod han bare selskabet som planlagt. Sidenhen har myndighederne dog valgt at holde dem på jorden noget tid endnu.

Samgöngustofa suspenderede dog deres tilladelse til at flyve midlertidigt. Kaptajnen har fået inddraget sit pilotcertifikat i to år, mens styrmanden ikke må flyve i 12 måneder. De har mulighed for at anke beslutningen til Islands infrastrukturministerium, men det er uklart, om de har tænkt sig at gøre det.

Det stopper dog ikke der. Samgöngustofa har nemlig også besluttet at anmelde begge piloter til politiet.

Kan få konsekvenser for Icelandair
Samgöngustofas kommunikationsdirektør Þórhildur Elín Elínardóttir bekræfter over for det islandske medie, at beslutningen er truffet. Hun forklarer, at planen er, at myndighederne indgiver en formel politianmeldelse i løbet af de kommende uger.

Det oplyses også, at transportmyndighederne endnu ikke har truffet afgørelse om, hvorvidt hændelsen også skal have konsekvenser for Icelandair.

Flyselskabet har lavet en rapport på baggrund af den interne undersøgelse, og ifølge Icelandair selv indeholder den forslag til at forbedre sikkerheden, men det er uklart, hvad de i givet fald er, da rapporten er fortrolig og ikke bliver delt med offentligheden.

 

Relaterede artikler:

Icelandairs sidste Boeing 757-flyvning går til CPH

Flykaptajn lavede ulovligt ‘low pass’ på afskedstur

Low-pass over Berlin-muren