Narsarsuaq Lufthavn. (Foto: Greenland Airports | Facebook.com | PR)

Narsarsuaq får sin lufthavn tilbage

I april blev Narsarsuaq Lufthavn nedgraderet til en heliport, da lufthavnen i Qaqortoq blev taget i brug. Siden er byens hotel lukket, og mange er fraflyttet, men nu er der udsigt til en genåbning.

Der er skrevet meget om de fordele såsom flere flyruter og et øget antal turister, som de tre nye lufthavne i Grønland formentlig ville føre til, men som det altid er, når der træffes store beslutninger, er det en umulig opgave at tilgodese alle parter.

Da Nuuk Lufthavn slog dørene op i slutningen af november 2024, mistede lufthavnen i Kangerlussuaq eksempelvis titlen som Grønlands primære atlantlufthavn, mens Narsarsuaq Lufthavn blev nedgraderet til heliport, da Qaqortoq Lufthavn blev taget i brug i april.

Nedgraderingen af Narsarsuaq Lufthavn har været kritiseret fra flere sider, da beslutningen både har betydet, at det lokale hotel er lukket, og at arbejdspladser forsvinder. I starten af i år var indbyggertallet omkring 139 personer, men det anslås at være faldet til omkring 40 borgere.

Nu ser det dog ud til, at man atter kan finde smilet frem i bygden i det sydlige Grønland. Det er nemlig blevet besluttet, at lufthavnen i Narsarsuaq skal genåbnes således, at den igen kan tage imod fly. Det skriver Sermitsiaq.

Genåbnes i starten af august
Oplysningerne stammer fra Naviair, der har opdateret den såkaldte Aeronautical Information Publication (AIP) for Grønland. AIP’en er en udgivelse, hvor oplysninger, som er relevante for luftfarten i et givent land, samles.

Den opdateres med faste intervaller således, at den altid er ajourført. Det foregår via det, der kaldes Aeronautical Information Regulation and Control Amendment, og et sådant har den danske lufttrafiktjeneste netop udsendt.

”BGBW (Narsarsuaq Lufthavns ICAO-kode, red.) blev nedgraderet fra AD 2 flyveplads til AD 4 heliport med virkning fra 11 JUN 26, men beslutningen om nedgraderingen er blevet omgjort af lufthavnsadministrationen, og derfor genudgives den som AD 2 flyveplads med virkning fra 06 AUG 26.”

Sermitsiaq har adspurgt Greenland Airports om genåbningen, men lufthavnsoperatøren ønsker ikke at knytte en kommentar til nyheden, men henviser til Departementet for Boliger og Infrastruktur, som avisen dog i skrivende stund ikke er lykkedes med at få en kommentar fra.

Ved det endnu ikke
Selvom hotellet i Narsarsuaq er lukket, er bygdens vandrehjem, museum, butik, elværk og autoværksted fortsat åbne, ligesom lokale melder om, at skibe fra Disko Line fortsat gør anløb med turister, og Tasermiut Expeditions også stadig arrangerer vandreture på indlandsisen.

De er endnu ikke blevet informeret om, hvad det får af praktisk betydning, at Narsarsuaq Lufthavn snart kan tage imod fly igen.

Der har været spekuleret i, at genåbningen muligvis kan hænge sammen med, at lufthavnens placering er fordelagtig i forhold til at have et sted at lande i Sydgrønland, hvis enten tekniske problemer, sygdom eller uvejr kommer i vejen for en atlantflyvning.

 

Relaterede artikler:

Nye lufthavne skaber vækst i Grønland

Flere passagerer hos Greenland Airports

Ny lufthavn åbner i Sydgrønland