En Airbus A380-800 fra British Airways. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

A380 vender tilbage hos British Airways

British Airways vil tage flere af sine Airbus A380 i brug igen fra begyndelsen af vintertrafikprogrammet. Fire destinationer vil i første omgang atter få besøg af flytypen.

I øjeblikket er det kun Emirates og China Southern Airlines, der benytter de store Airbus A380’ere til ruterne rundt om i verden. Men snart vil endnu et flyselskab tage flyene i brug.

British Airways har således taget Airbus A380-800 med i det kommende vintertrafikprogram, der begynder 25. oktober 2020 og løber frem til 27. marts 2021. Det skriver Routes Online. Megajumboen vil blive benyttet på én daglig afgang fra London Heathrow til henholdsvis Johannesburg, Los Angeles og Miami. Og fra 1. februar bliver der også én daglig afgang med flyet til San Francisco.

Det er uvist, hvor mange af British Airways’ 12 A380’ere, der kommer i brug i løbet af vinteren. Flyselskabets ejer, IAG (International Airlines Group), meddelte dog – ifølge tyske Aerotelegraph – i slutningen af juli, at fire af flyene vil være ”midlertidigt groundet”. Det kan dermed betyde, at op til otte A380’ere kommer i brug igen fra slutningen af oktober eller i begyndelsen af 2021.

Fly parkeret i fransk lufthavn
Airbus A380-flyene hos British Airways har dog ikke været helt stillestående i den seneste tid. Flere af flyene har således været i luften mellem Châteauroux i Frankrig og London Heathrow for at holde dem klar til flyvning, og for at piloterne kan vedligeholde deres certifikater. To A380’ere har også været en tur i Manila i Phillippinerne.

British Airways har under coronakrisen haft 11 af sine A380’ere parkeret i Châteauroux-Centre ”Marcel Dassault” Airport cirka 270 kilometer syd for Paris. Lufthavnen fungerer normalt blandt andet som træningsområde for civile og militære piloter, men den har under krisen altså fået en lidt anden rolle.

Den seneste tids British Airways-flyvninger med dobbeltdækkerflyene er et signal om, at de ikke skal være opmagasineret i lang tid, men at de snart vil komme i drift igen.

Andre store operatører af Airbus A380-800 har enten valgt at udfase flyene eller parkere dem for en længere periode. Air France har taget endegyldig afsked med de fleste af selskabets 10 fly, og også Lufthansa overvejer fremtiden med de 14 firemotorede fly. Qantas har sendt alle sine 12 A380’ere til langtidsopbevaring i den californiske Mojave-ørken.

 

Relaterede artikler:

Antallet af A380’ere i Europa næsten halveret

Over 30 fly opmagasineret i tidligere NATO-lufthavn

British Airways sender Boeing 747 på pension