Airbus A321-200 fra Asiana. (Foto: Mikhail Glazyrin | CC 3.0)

Åbnede flyets nødudgang i luften

En passagerer åbnede nødudgangen på en Airbus A321 fra sydkoreanske Asiana Airlines, mens flyet befandt sig i luften. Ni passagerer måtte på hospitalet til behandling for chok og vejrtrækningsproblemer.

Enhver flypassagers mareridt blev virkelighed, da flyet nødudgang blev åbnet, mens flyet var i luften.

Det var, hvad der skete, da en Airbus A321-200 fra sydkoreanske Asiana Airlines som rutenummer OZ8124 var undervejs på en indenrigsflyvning fra øen Jeju til Daegu, der er Sydkoreas fjerdestørste by i den sydøstlige del af landet.

Flyvningen med 194 passagerer var blevet gennemført i 21.000 fods højde (6.500 meter), og under indflyvningen til Daegu International Airport befandt flyet sig i en højde på  650 fod (200 meter), da en passager ved nødudgangen angiveligt åbnede flydøren.

Flere passagerer rapporterede, at de troede, at manden, der åbnede flydøren, ville hoppe ud.

“Kabinepersonale råbte efter hjælp fra mandlige passagerer, og folk omkring ham holdt fast i ham og fik ham rykket ind,” siger et øjenvidne til nyhedsbureauet til Yonhap News Agency.

Passager blev anholdt
Den voldsomme hændelse dokumenteres af fotos og videoer på de sociale medier, hvor man ser vinden ruske gennem flyet, mens passagererne på rækken ved nødudgangen krampagtigt holder fast i flysædet.

Flyet landede efterfølgende planmæssigt på lufthavnens bane 13R, og efter landingen blev ni passagerer bragt til hospitalet til behandling for vejrtrækningsproblemer og chok. Det skriver The Aviation Herald

Efter flyets landing blev den passager, der sad ved nødudgangen bag flyets vinge anholdt af politiet. Han skulle som rapporteret angiveligt have trukket i håndtaget på flydøren, og kabinepersonalet kunne ikke forhindre situationen, da de sad fastspændt ved landingen.

“Det er svært at føre en normal samtale med ham. Vi vil undersøge motivet for gerningen, og han vil blive straffet,” sagde en repræsentant fra lufthavnspolitiet til nyhedsbureauet.

Redningsslisken ved nødudgang L3 blev ødelagt ved hændelsen.

Medlem af Star Alliance
Asiana Airlines er et sydkoreansk flyselskab, der blev etableret i 1988 og ligesom SAS er medlem af Star Alliance. Selskabet flyver til 10 destinationer i Sydkorea samt til 56 internationale destinationer i 21 lande.

Det sydkoreanske selskab har 14 fly af typen Airbus A321-200, der var involveret i hændelsen.

 

 

Relaterede artikler:

Alvorlig kritik af flyselskab efter ”urin-skandale”

Uregerlige flypassagerer håndteres forskelligt

1.000 uregerlige SAS-passagerer om året