Søndag den 26. marts indviede SAS' public affairs-direktør Lars W. Andersen (til venstre) og Aalborg Lufthavns direktør Søren Svendsen (til højre) den nye SAS-rute mellem Aalborg og Oslo Gardermoen. Foto: Aalborg Lufthavn.

Aalborg sætter sin lid til nye ruter

En ny SAS-rute skal være med til at stoppe tilbagegangen i udenrigstrafikken i Aalborg Lufthavn, som fortsatte i marts.

Med i alt 124.465 passagerer kan Aalborg Lufthavn glæde sig over at have haft sin bedste marts nogensinde i lufthavnens historie. Det er stor vækst i indenrigs- og chartertrafikken, der giver en samlet fremgang på 3,5 procent i marts 2017 i forhold til marts 2016.

Til gengæld er udenrigstrafikken fortsat lufthavnens smertensbarn, sådan som den har været det lige siden Lufthansa for et år siden lukkede sin Frankfurt-rute. En konstant tilbagegang – der blev forstærket af Turkish Airlines’ lynlukning af sin Istanbul-rute – fortsatte i marts med et minus på 16,1 procent i forhold til samme måned sidste år. I marts 2017 fløj der således 27.356 udenrigspassagerer mod 32.618 i marts 2016.

Inde i positiv udvikling
Nu skulle det dog gerne gå mod lysere tider. Den netop overståede marts er nemlig den sidste måned, hvor passagertallene i Aalborg Lufthavn er direkte påvirkede af at lufthavnen ikke længere har den rute til Frankfurt, som Lufthansa kraftigt reducerede betjeningen af i marts sidste år til kun én ugentlig flyvning og i efteråret lukkede helt ned efter en kun kort periode.

Fremover kommer månedstallene kun til at blive sammenlignet med tal i samme måned sidste år, hvor Lufthansa-trafikken og Turkish Airlines-trafikken ikke indgår. Sammen med den nye SAS-rute til Oslo, som åbnede for godt en uge siden, så håber Aalborg Lufthavn det kan være med til igen at give udenrigsfremgang.

”Marts sidste år var den sidste måned Lufthansa fløj mellem Aalborg og Frankfurt. Derfor er marts 2017 naturligt mærket af dette, hvorfor vi ser en forventet tilbagegang. Men udenrigsruterne er inde i en positiv udvikling, og blandt andet de fem ugentlige afgange med SAS til Oslo kommer til at præge månederne fremadrettet,” forudser Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn.

Første nye indenrigsrute
Chartertrafikken er gået frem med 7,7 procent i forhold til samme måned sidste år, idet 16.392 fløj til og fra Aalborg Lufthavn i marts 2017 i forhold til 15.219 i marts 2016. Indenrigstrafikken viser en fremgang på 11,5 procent i marts 2017 i forhold til samme måned sidste år. I marts 2017 fløj der 80.717 passagerer til og fra København mod 72.408 i marts 2016.

Foruden passagerrekorden og åbningen af den nye SAS-rute til Oslo, så kunne Aalborg Lufthavn i marts også løfte sløret for den første nye indenrigsrute siden 1938. Det er Danish Air Transports sommerrute til Bornholm, som blive betjent to gange om ugen fra den 15. juni og tre måneder frem.

Med en sommersæson lige rundt om hjørnet, der byder på ekstra afgange til populære destinationer som Malaga, Mallorca og London samt op mod 16 ugentlige afgange til Oslo og to til solskinsøen, Bornholm, er der i Aalborg Lufthavn forventning om den travleste sommer nogensinde. Derfor er forberedelserne i fuld gang, hvor det første spadestik til 275 nye parkeringspladser allerede er taget.

 

 

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn får indenrigsrute til Bornholm

Ryanair kommer til Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn: Plads til to selskaber på Oslo-rute

Turkish Airlines trækker sig helt ud af Aalborg Lufthavn

Lufthansa lukker ned i Aalborg Lufthavn

Lufthansa barberer Aalborg-rute kraftigt ned

SAS lukker Aalborg-rute