Århus-borgmester utilfreds med indenrigsflyselskaber

Borgmester Nicolai Wammen fra Århus Kommune har indkaldt Cimber Sterling og SAS til møde om fartplanen på flyruten til København.

Der er utilfredshed i det århusianske erhvervsliv med fartplanen på ruten fra Aarhus Lufthavn til København. Det skriver JP Århus.

Kommunens Erhvervskontaktudvalg har netop sendt et kritisk brev til de to luftfartsselskaber Cimber Sterling og SAS, der betjener landets næststørste indenrigsflyrute. Samtidig har borgmester Nicolai Wammen, der er medlem af Erhvervskontaktudvalgets formandskab ifølge JP Århus indkaldt de to luftfartsselskaber til møde på Rådhuset.

Utilfredsheden går på de to selskabers afgangstidspunkter, der ligger for tæt op ad hinanden og samtidig giver et hul midt på dagen, hvor der ikke er nogen beflyvning af ruten.

Nicolai Wammen

Århus-borgmester Nicolai Wammen (S)

“Det er grotesk, at flyselskaberne har så mange sammenfaldende afgange. Vi har i Danmarks næststørste by brug for en større spredning i afgangene. Det er et ønske fra byrådet, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne,“ udtaler Nicolai Wammen til JP Århus.

Begge selskaber ønsker at tage imod tilbudet om en dialog, men understreger at kommercielle hensyn har været baggrunden for at udbyde flest flysæder på de tidspunkter, hvor der er flest passagerer.