Aarhus Lufthavn igen overhalet af Karup

For anden måned i træk overhaler indenrigstrafikken fra Karup den østjyske lufthavn i Tirstrup. Med en imponerende vækst på 136 % nåede Karup Lufthavn op på lidt mere end 26.500 indenrigspassagerer i august måned.

Det har længe ligget i luften, at Karup Lufthavn kunne overhale Aarhus Lufthavn som næststørste indenrigslufthavn i Jylland.

I juli skete det for første gang nogensinde, at Karup Lufthavn havde flere indenrigspassagerer end Aarhus Lufthavn.

Det er blevet gentaget i august måned, hvor i alt 26.587 passagerer rejste gennem Karup Lufthavn på indenrigsruten til og fra København. Det er over 15.000 flere rejsende end i samme måned året før, hvilket svarer til en vækst på hele 136 %.

“Midt- og vestjyderne har virkelig fået øje på produktet. Hvis prisen er i orden vil mange gerne flyve. Det er i stort omfang nye kunder, der kommer til,“ vurderer lufthavnschef Erik Jakobsen fra Karup Lufthavn.

Derimod havde man i Aarhus Lufthavn i august måned en stigning på “kun“ 18,6 %, således at i alt 24.368 passagerer rejste på indenrigsruten til København.

At Karup Lufthavn er blevet større på indenrigstrafikken end Aarhus Lufthavn glæder naturligvis Erik Jakobsen, der dog alligevel er ydmyg omkring hele situationen. “Vi tager ikke æren for dette. Det er flyselskaberne, der selv har valgt denne satsning. Vi forsøger blot at gøre vort arbejde så godt som muligt, så hurtigt som muligt, og så billigt som muligt.“

Indenrigsruten fra Karup til København betjenes af Cimber Sterling og Norwegian, men Cimber Sterling og SAS opererer på ruten mellem Århus og København.

Foto: Lufthavnschef Erik Jakosen glæder sig over den fortsatte fremgang i Karup Lufthavn.