Aeroflot-fly i Moskvas internationale Sheremetyevo-lufthavn. (Foto: Skycolors | shutterstock.com)

Aeroflots internationale rutenetværk suspenderet

Fra den 8. marts indstiller Aeroflot og koncernselskaberne Rossiya og Aurora alle internationale flyvninger. Det er blandt andet frygten for beslaglæggelse af fly, der er årsagen til beslutningen.

Aeroflot var i 2019 – før coronapandemien – den syvendestørste luftfartskoncern i Europa med over 60 millioner årlige passagerer, men i disse dage har den russiske luftfartsgigant fået stækket sine vinger som følge af sanktionerne efter Ruslands invasion i Ukraine.

Siden et flyveforbud fra USA, Canada, Storbritannien og EU har besværliggjort operationerne, og leasingselskaberne kæmper for at få deres fly tilbage fra russiske flyselskaber, har det været næsten umuligt at gennemføre flyvninger uden for Rusland.

Indledningsvist indstillede Aeroflot fra den 28. februar samtlige ruter til 45 europæiske destinationer, herunder ruterne fra Moskva til København, Oslo, Stockholm og Helsinki samt ruterne til USA, Mexico, Cuba og Den Dominikanske Republik. Men nu har Aeroflot valgt at suspendere samtlige internationale operationer fra den 8. marts.

Stopper den 8. marts
Meddelelsen kom lørdag fra Aeroflot, der samtidig bekræftede, at flyvningerne til Minsk i Hviderusland vil blive opretholdt.

De mange suspenderede ruter omfatter samtlige internationale operationer for Aeroflot og koncernselskaberne Rossiya og Aurora. Det oplyser det russiske nyhedsbureau Interfax, der samtidig skriver, at beslutningen er taget “i forbindelse med indtræden af ​​yderligere omstændigheder, der hæmmer udførelsen af ​​flyvningerne.”

“For at mindske risikoen for sine passagerer ved ikke at kunne bruge returflyvninger til Rusland, vil Aeroflot fra den 6. marts kl. 00:00 Moskva-tid, stoppe med at medtage passagerer på internationale flyvninger, som har billetter til returflyvninger med en returdato til Rusland efter 8. marts 2022,” lyder det i en erklæring fra selskabet.

Passagerer med enkeltbilletter til internationale flyvninger fra Rusland vil kunne flyve med selskabet frem til den 8. marts.

Stadig indenrigsflyvninger
Aeroflot vil fortsætte med sine operationer inden for Ruslands grænser. En del ruter i den sydlige del af landet er midlertidigt suspenderet efter krav fra Rosaviatsia, landets civile luftfartsmyndigheder.

Udover de lukkede luftrum er det også frygten for, at flyene vil blive beslaglagt, der har fået Aeroflot til at indstille de internationale flyvninger.

 

Relaterede artikler:

Her finder man oligarkernes privatfly

Russiske fly strandet og beslaglagt over hele verden

Sådan rammes Aeroflot af sanktionerne