Frem til sommeren 2025 åbner Air Baltic samlet 16 nye ruter – fire fra Riga, fem fra Tallinn og syv fra Vilnius. Herudover øger det lettiske flyselskab antallet af afgange på 17 eksisterende ruter.
Flyrejsende fra de baltiske lande får frem til sommeren næste år masser af nye ruter at vælge imellem, når rejsen går udenlands.
Således oplyser Air Baltic, at det vil lancere 16 nye ruter – herunder fire ruter fra Riga, fem fra Tallinn samt syv nye ruter fra Vilnius. De nye ruter er henvendt til både fritids- og forretningsrejsende samt rejsende, der har behov for at forbinde endnu længere ud i verden.
Fra Riga åbnes der til følgende destinationer med de velkendte Airbus A220-fly: 28. oktober 2024 til Rzeszow (to ugentlige afgange), 2. maj 2025 til Cluj-Napoca (to ugentlige), 3. juni til Stavanger (to ugentlige) samt til Mykonos 5. juni (én ugentlig).
Fra Tallinn åbnes der 19. februar 2025 til Barcelona (to ugentlige), 13. april til Palma de Mallorca (op til to ugentlige), 2. maj til Hamborg (to ugentlige), 14. maj til Reykjavik-Keflavik (én ugentlig) samt 2. juni til Tirana (to ugentlige).
Endeligt åbnes der fra Vilnius 30. marts 2025 til Tel Aviv (to ugentlige), 30. marts til Prag (to ugentlige), 2. april til Chisinau (én ugentlig), 2. april til Rhodos (to ugentlige), 16. april til Valencia (to ugentlige), 3. juni til Tirana (to ugentlige) samt til Ibiza 5. juni (to ugentlige).
Øger antal afgange på 17 ruter
Martin Gauss, koncernchef i Air Baltic, ser frem til at kunne tilbyde kunderne endnu flere valgmuligheder, når rejsen går fra de baltiske lande og til udlandet. Billetterne til de nye ruter – både på Economy og Business Class – er allerede i salg.
”Air Baltic er forbindelsens rygrad for hele den baltiske region. Med introduktionen af 16 nye ruter fortsætter vi med at styrke vores position som det førende og mest foretrukne flyselskab i de baltiske lande,” fortæller han.
”For at imødekomme den voksende efterspørgsel på vores eksisterende ruter har vi desuden øget flyvefrekvenserne på 17 direkte ruter fra de baltiske lande, hvilket giver vores kunder endnu bredere udvalg af rejsemuligheder.”
Der er tale om øgede flyfrekvenser på ni ruter fra Riga, fire fra Tallinn samt fire ruter fra Vilnius.
Air Baltic driver i alt over 130 ruter fra Riga, Tallinn, Vilnius, Tampere og – sæsonmæssigt – Gran Canaria. Rutenetværket tæller destinationer i både Europa, Mellemøsten, Nordafrika og Kaukasus-regionen, og der flyves udelukkende med Airbus A220-300.
Relaterede artikler:
Air Baltic med midlertidige Lufthansa–baser