Airberlin Boeing 737-800.

Air Berlin udskyder levering af fly for 9 milliarder

Det tyske luftfartsselskab Air Berlin udskyder modtagelsen af 19 fly til en værdi af knap 9 milliarder som led i spareplanen “Shape & size“. Driftsresultatet i 3. kvartal faldt betydeligt, og selskabet udsteder nye virksomhedsobligationer for at refinansiere gammel gæld.

Det tyske luftfartsselskabAir Berlinudskyder modtagelsen af en række fly. Det sker som led i selskabets effektiviseringsprogram “Shape & size“, der skal skabe besparelser og effektiviseringer for i alt € 200 millioner eller knap 1,5 milliarder danske kroner.

Officielt udskydes modtagelsen af 19 fly fra både Airbus og Boeing af hensyn til “operationelle justeringer“, der dækker over ændrede markedsvilkår.

Aftalen er indgået i samarbejde med Airbus og Boeing, der har gennemgået det tyske luftfartsselskabs ordrebog. Under den nye aftale vil fly, der oprindeligt skulle have været leveret i 2012 og 2013, nu først blive leveret i 2015 og 2016. Dermed udskydes leveringen altså med hele tre år.

Aftalen omfatter i alt 19 Boeing 737-fly ogAirbus A320-fly, og ved at udskyde leveringstidspunktet formindsker det hårdt pressedeAir Berlinsin forventede gældsbyrde i perioden 2012-2014.

“Aftalen for 2012 og 2013, der omfatter udskydelsen af 11 Airbus A320-fly og 8 Boeing 737-fly, understreger vores samarbejde medAirbus og Boeing, der bygger på gensidig tillid. Aftalen er et væsentligt skridt forAir Berlintil at optimere vores flåde i lyset af de nuværende markedsvilkår,“ siger finansdirektør hos Air Berlin, Ulf Hüttmeyer.

Sammenlagt udskyderAir Berlininvesteringer på $508 millioner i 2012 og yderligere $1.128 millioner i 2013. Samlet udskydes altså flyinvesteringer for 8.745 millioner danske kroner.

Refinansiering af gæld

Samtidig udsteder det børsnoterede moderselskab Air Berlin PLC & Co. Luftverkehrs KG virksomhedsobligationer for op imod 150 millioner euro eller 1.117 millioner danske kroner.

Obligationerne giver en rente på 11,5 % og skal efter planen tilbagebetales 1. november 2014. Pengene fra de nye virksomhedsobligationer skal bruges til at refinansiere eksisterende gæld.

Det tyske luftfartsselskab står midt i en omfattende spare- og effektiviseringsplan, og omsætningen for 3. kvartal 2011 steg 10,8 % til 1.376 milllioner euro eller godt 10,2 milliarder kroner.

Til gengæld faldt driftsindtjeningen før skat og renter (EBIT) til 96,8 millioner euro mod 171,6 millioner euro i 3. kvartal 2010, hvilket forklares med blandt andet stigende brændstofomkostninger.

I midten af 2012 indtræder airberlin i Oneworld-alliancen samtidig med åbningen af Flughafen Berlin Brandenburg Willy Brandt. Det betyder, at airberlin i større omfang vil transformeres fra at være et “point-to-point“ selskab til et rendyrket netværksselskab.