Air France- KLM Group. Arkivfoto.

Air France/KLM vil knytte airberlin tættere til sig

Med et tættere partnerskab med airberlin vil Air France/KLM øge sit fodfæste i Østeuropa og trænge ind bag rivalen Lufthansas linjer.

For en måned siden indgik Air France/KLM og airberlin en samarbejdsaftale, som også omfattede Etihad Airlines, der ejer knap 30 procent af airberlin. Men Air France/KLM’s topchef, Alexandre de Juniac, synes ikke nødvendigvis at man skal stoppe ved det.

Han lufter således nu muligheden for at Air France/KLM og airberlin bliver deciderede partnere med sammenvævede rutenetværk. Juniac vil gerne bruge airberlin til at styrke det fransk-hollandske selskabs tilstedeværelse i Østeuropa og i Tyskland.

Mur ned gennem Europa
Air France/KLM samarbejder gennem SkyTeam-alliancen med rumænske Tarom og tjekkiske CSA Czech Airlines. Men selskabet selv står stadig svagt i det østlige Europa og på det vigtige tyske marked.

”Tyskland er et af de største markeder i Europa. Det ville derfor være rart med et feed med airberlin til Paris Charles de Gaulle lufthavnen,” siger Alexandre de Juniac til Air Transport World.

Bejleriet til airberlin handler også for Air France/KLM om at få fodfæste bag rivalen Lufthansas bolværk, der går som en mur ned gennem Europa qua tyskernes ejerskab af Swiss, Austrian Airlines og Brussels Airlines samt et tæt samarbejde med SAS.

Ved at knytte bånd til airberlin kan Juniac kompensere for den begrænsede vækst som Air France/KLM selv planlægger med i 2012 – 2014. Som et led i spareplanen Transform 2015, der skal gøre selskabet 20 procent mere effektivt og genskabe rentabiliteten, vil Air France/KLM forsigtigt øge kapaciteten med en til to procent hver år frem til 2014.