Airbus A220-300 fra airBaltic. (Foto: airBaltic)

AirBaltic henter 1,5 milliarder kroner til nye fly

AirBaltic har gennemført den hidtil største udstedelse af virksomhedsobligationer i Letland. Den tilførte kapital skal sikre stor flådefornyelse.

Det lettiske flyselskab airBaltic er i fuld gang med en omfattende fornyelse af sin flåde, som inden for de næste fire år skal omdannes til en ren Airbus A220-flåde. Det sker i takt med, at de nuværende otte Boeing 737 og 12 Bombardier Q400-turbopropfly bliver udfaset af flåden.

AirBaltic var lanceringskunder for A220 og har allerede 19 nye A220-300 i flåden samt en fast ordre hos Airbus-fabrikkerne på yderligere 31 fly af typen. Samtidig har selskabet planer om at udnytte en option på yderligere 30 fly.

Selskabet får i løbet af 2019 leveret endnu tre A220-300, mens der næste år kommer yderligere 12 til og i 2021 endnu 12 fly af typen.

Rekordstor udstedelse af virksomhedsobligationer
Den storstilede flådefornyelse stiller store krav til selskabets likviditet, og på den baggrund har selskabet netop gennemført en udstedelse af virksomhedsobligationer for 200 millioner euro, hvilket svarer til næsten 1,5 milliarder kroner.

Transaktionen er den hidtil største udstedelse af obligationer fra en virksomhed i Letland. Flere end 100 investorer fra 25 lande har valgt at købe airBaltic-obligationer.

”Dette er en historisk milepæl for vores flyselskab. Ikke alene har vi gennemført den største udstedelse af obligationer for noget selskab i Letlands historie. AirBaltic er også det første flyselskab i Central- og Østeuropa, der får adgang de internationale gældskapitalmarkeder med et euroobligations-tilbud,” siger airBaltics koncernchef Martin Gauss.

Til betaling af fly og afbetaling på lån
”Investorer har tydeligt vist, at de ser airBaltics strategi som moden og stærk. Vi vil fortsætte med at udføre den vækststrategi, som er beskrevet i vores forretningsplan Destination 2025, og vi vil styrke vores likviditet markant med udstedelsen af ​​obligationerne og fortsætte investeringerne i vores flåde,” siger Martin Gauss.

De 1,5 milliarder kroner i ny kapital til airBaltic skal ifølge internationale nyhedsmedier både bruges til at styrke selskabets likviditet, så man kan betale for kommende leverancer af fly fra Airbus, samt til at betale af på nogle af selskabets dyrere lån.

 

Relaterede artikler:

Leder efter finansiering til yderligere 30 fly

AirBaltic skal have ren A220-300 flåde

AirBaltic øger presset på Nordica