Berlins uåbnede storlufthavn Brandenburg kan meget vel blive et museum, lyder det fra airberlin.

Airberlin forlanger millionerstatning fra skandale-lufthavn

Airberlin hiver den nye stærkt forsinkede Berlin Brandenburg-lufthavn i retten med krav om erstatning på 360 mio. kroner. Lufthavnen skulle have været airberlins super-trafikknudepunkt.

En ulykke kommer sjældent alene. Det kan man skrive under på i bestyrelsen for Berlins skandaleramte Brandenburg Lufthavn. For mens man kæmper med at løse de problemer, som indtil videre har forsinket åbningen af lufthavnen med mere end to år, så kan lufthavnen nu se frem til at få en erstatningssag på halsen.

Det er Tysklands næststørste flyselskab, airberlin, der ved den lokale domstol i Potsdam har anlagt en erstatningssag mod lufthavnen med krav om en erstatning på knap 360 millioner kroner. Det oplyser en talsmand for domstolen i Potsdam til det tyske nyhedsbureau dpa.

Airberlin har flere gange truet med at hive lufthavnen i retten og forlange erstatning. Og nu er det blevet en realitet.

Ingen ny dato
Brandenburg-lufthavnen var oprindeligt planlagt til at åbne i oktober 2011. Det blev i første omgang udskudt til den 3. juni 2012. Men få uger før den store dag var man nødt til at aflyse åbningen. Det skyldtes, at brandmyndighederne ikke ville godkende lufthavnens ventilationssystem. Tests viste nemlig, at systemet ikke var i stand til at fjerne røgen fra en brand i terminalen hurtigt nok. Desuden var der problemer med lufthavnens sprinklersystem.

Herefter er åbningen blevet udskudt flere gange. På det seneste er bestyrelsen holdt op med at opstille nye åbningsdatoer. Ifølge flere tyske medier forventes lufthavnen tidligst at åbne i 2015.

Bølger af fly
Inden den planlagte åbning i juni 2012 havde airberlins konkurrent Lufthavn kun planlagt, at lufthavnen skulle bruges til at åbne en række ferieruter til Sydeuropa. Airberlin havde derimod en storstillet plan om, at den nye lufthavn skulle bruges til at forfine selskabets transfer-produkt med bølger af fly ind og ud af lufthavnen med korte ”turn-around tider” og effektive flyskifter for passagererne.

Airberlin har flere gange luftet sin store utilfredshed med lufthavnskaoset, som betyder, at airberlin er tvunget til fortsat at bruge den stærkt nedslidte og overbelastede Berlin Tegel Lufthavn.

”Problemerne med Berlin Brandenburg lufthavnen er en skændsel for hele Tyskland, som ellers står for fremragende ingeniørarbejde,” sagde airberlins daværende kommercielle direktør, Paul Gregorowitsch, i august 2012 til CHECK-IN.dk.