Airberlin og Alitalia vil arbejde sammen

Alitalia og airberlin har begge mellemøstselskabet Etihad i ejerkredsen. Det kommer nu til at udmønte sig i et tæt samarbejde mellem Alitalia og airberlin.

Tidligere på måneden faldt aftalen om mellemøstselskabet Etihads køb af 49 procent af det kriseramte italienske flyselskab Alitalia på plads. Og endnu inden blækket på aftalen er blevet tørt, er Etihad gået i gang med at se på hvordan Alitalia kan arbejde tæt sammen med den portefølje af flyselskaber over hele verden, som Etihad med en enorm dyb pengepung har købt sig ind i i de senere år.

Mest oplagte samarbejdspartner er Tysklands næststørste flyselskab, airberlin, som Etihad ejer knap 30 procent af. I forbindelse med præsentationen af sit halvårsregnskab i denne uge, skrev airberlin da også lige ud i regnskabet, at man er gået i gang med at definere rammerne for et tæt bilateralt samarbejde med Alitalia. Et samarbejde, der efter planen skal være så tæt, at det bliver nødvendigt at indhente de europæiske konkurrencemyndigheders godkendelse.

Airberlin er ikke i ligeså miserabel en tilstand som Alitalia og har allerede været gennem en række nedskæringer. Men selskabet har stadig brug for at slanke og forenkle sin organisation for at forbedre regnskabstallene.

Airberlin og Etihad Airways er i en proces med at udnytte synergimuligheder på alle områder i en win-win-situation for begge flyselskaber og andre netværkspartnere i Etihad-familien. Den tæller blandt andre Air Serbia og schweiziske Darwin Airlines, der nu brandes som Etihad Regional.

10 fly ud af drift
Selskabet vil også igangsætte en strømlining af sin mellemdistanceflåde, som i dag tæller både Airbus og Boeing-fly. Airberlin råder således over 42 fly i Airbus A320-familien og 39 fly i Boeing 737NG-serien. Desuden har det østrigske flyselskab Niki, som airberlin ejer 49,9 procent af, Embraer 190-fly i flåden.

Airberlin kommer også til at tage omkring 10 fly ud af drift.

Endelig vil airberlin fokusere på de største markeder i Tyskland, Østrig, Schweiz samt Palma de Mallorca og forsyne disse områder med højfrekvente punkt-til-punkt ruter. Det nye netværksdesign skal gerne føre til en mere stabil drift hele året og mindske virkningerne af traditionelle højsæsonudsving. Et mere målrettet netværk skal gerne åbne op for en kapacitetsreduktion på 10 procent og føre til en betydeligt mere effektiv drift.

Til september vil selskabet løfte sløret for detaljerne i det planlagte spareprogram.

“Vi vil annoncere yderligere detaljer og det komplette sortiment af foranstaltninger i slutningen af ​​September. Hele programmet sigter mod at bevæge os ind i en bæredygtig rentabilitet. Vores gæster og partnere kan stole på det faktum, at airberlin fortsat vil have et konkurrencedygtigt tilbud i Europa, og forblive en førsteklasses partner for turisme og langdistancerejsende,“ fastslår Wolfgang Prock-Schauer, koncerndirektør for airberlin.