Airbus haler ind på Boeing

Airbus modtog flere ordrer på nye fly end Boeing i 2015. Den amerikanske flyproducent er dog stadig verdens største, selvom ordrebogen ikke er helt så stor som hos den europæiske konkurrent.

Markedet for mellem- og langdistancefly domineres af amerikanske Boeing Commercial Aircraft og europæiske Airbus S.A.S. De to flyselskaber udgør et duopol i et marked, hvor der frem til 2033 forventes leveret flere end 30.000 passager- og fragtfly.

Konkurrencen er benhård mellem de to aktører, hvor Airbus for 13. år i træk kan melde om rekord i antal leveringer. Den europæiske flyproducent er således stærkt på vej til at indhente Boeing, som i dag er verdens største flyproducent.

Ordrebogen hos Airbus lyder på 6.386 fly, mens Boeing har 5.789 fly i ordre ved udgangen af 2014. I løbet af 2014 fik Airbus ordrer på 1.456 fly i hus, hvoraf 135 var langdistancefly. Tilsvarende fik Boeing ordre på 1.432 fly, og måtte således se sig overhalet af den europæiske rival med blot 24 flyenheder.

“Hvad Boeing opnået i 2014 er uden fortilfælde, specielt set i lyset af den hårde konkurrence. Boeing´s præstationer er baseret på dedikation hos vores mange dygtige medarbejdere, tilliden fra vores kunder samt partnerskabet med vores leverandører,“ siger koncernchef Ray Conner fra Boeing Commercial Aircraft om sidste års resultater.

Flest langdistancefly fra Boeing
Ser man på antallet af leverede fly i 2014 har Boeing stadig førertrøjen på. Der rullede 723 fly ud fra produktionslinjerne, hvoraf alene 485 var af typen 737. Der blev leveret 99 eksemplarer af 777-langdistanceflyet, mens den nye Dreamliner fra 787-programmet nåede ud i 114 eksemplarer.

Produktionen hos Airbus var noget mindre. I alt 629 fly blev leveret til 89 forskellige kunder, hvoraf otte var helt nye kunder. A320-familien stod for 490 leveringer, mens 108 A330´ere, 30 A380´ere og et eksemplar af den nye A350 XWB fandt vej til kunderne.

Det er her værd at notere sig, at Airbus blev slået på langdistanceflyene, mens der blev leveret næsten lige mange B737´ere og A320´ere.

“2014 har været et fremragende år, og vores teams hos Airbus har ikke alene leveret i henhold til målsætningen, men har mere end opfyldt målsætningen. Airbus har gjort store fremskridt i retning af at blive et hurtigere, enklere og mere smidigt selskab, samtidig med at vores strategi om øget innovation hjælper os med at konsolidere vores markedsledende position inden for alle områder,“ siger Fabrice Brégier, der er koncernchef hos Airbus.

Airbus har design- og produktionsfaciliteter i Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Spanien samt datterselskaber i USA, Kina, Indien, Japan og i Mellemøsten. Boeing har produktionsfaciliteter i Renton og Everett nær Seattle i staten Washington samt i North Charlton i staten South Carolina. Herudover er der datterselskaber i Canada, Australien, Storbritannien og Tyskland.