Forreste del af skroget på A350 på samlefabrikken i Toulouse. (Arkivfoto: Airbus)

Airbus har startet produktion af A350 til SAS

Første af otte Airbus A350-900 XWB til SAS er nu på Station 59 i den 11 hektarer store produktionsanlæg i Toulouse.

Nu skulle det være ganske vist. Produktionen af det første langdistancefly til SAS af typen Airbus A350-900 XWB har taget sin begyndelse i den europæiske flyproducents store samlefabrik i Toulouse, der er opkaldt efter Roger Béteille, tidligere fransk flyingeniør, der sidenhen blev kendt som Mr. Airbus.

Produktionen af et af verdens mest moderne langdistancefly foregår i et stor L-formet bygningsområde, hvor hovedbygningen alene er på 53.000 kvadratmeter.

Venter på dele til fem fly
I det nordvestlige hjørne finder man Station 59, hvor dele til flyskroget i øjeblikket er ved at ankomme til fem nye A350-fly til henholdsvis British Airways, Ethiopian Airlines, Hong Kong Airlines, Singapore Airlines og SAS. I modsætning til de andre fire flyselskaber, er det første A350´er til SAS. Et fly, der har fået produktionsnummer MSN 358 og skal indregistreres i Sverige som SE-RSA med navnet Ingegerd Viking.

Ved Station 59 ankommer de tre dele, som selve flyskroget bliver sammensat af, den forreste del, den midterste del og den bageste del. Delene bliver med A300-600ST “Beluga”-flyet transporteret til Toulouse fra primært produktionsanlæg i Spanien og Tyskland.

Under opholdet på Station 59  skal der installeres galleys, toiletter og hvilekabiner til besætningen, inden de tre dele skal videre til Station 50, hvor de samles og bliver til et langt flyskrog. I denne proces monteres landingsstellet på flyets næse også.

Vitale dele på Station 40
Flyet begynder først rigtigt at tage form efter ankomsten på Station 40. Her bliver vingerne monteret sammen med halesektionen, hovedlandingsstellet og motorpylonerne. Det er også på Station 40, at der bliver monteret gulve, loft og vægge i kabinen sammen med bagagehylderne.

Når flyet er færdig på Station 40 bliver det af flytraktorer trukket til Station 30 i det nordlige område, hvor der monteres sæder samtidig med, at flyets elektroniske systemer afprøves.

SAS A350-900 XWB (Computergrafik: Airbus)

Et af de sidste led i produktionen er et ophold på Station 18, der i øvrigt deles med A330. Her vil der blandt andet foregå test af kabinetryk, kommunikationssystemer, kalibrering og test af brændstofmålere samt tilpasning af dørene til kabine og lastrum.

Næstsidste skridt i produktionen er Station 20, hvor kabinen færdiggøres med udstyr i kabinen som IFE-underholdningssystemer, gardiner, sikkerhedsudstyr og den endelige indretning i cockpittet. I denne proces bliver motorerne også monteret.

Males inden levering
Hele produktionen afsluttes med en tur igennem en af de fire malerhaller, der benyttes til A330, A350 og A380.

Når flyet er færdig i malerhallen skal der gennemføres motortests samt et par testflyvninger, inden man kan påbegynde de såkaldt acceptance flights, før den endelig levering fra Henri Ziegler Delivery Center i den sydfranske lufthavn.

Der er omkring 1.800 ansatte, der på Roger Béteille Final Assembly Line i Toulouse arbejder med at samle A350-flyene. Fra samlingen af flyet starter på Station 50 til det leveres til kunden, går der omkring to og en halv måned.

SAS har tidligere meddelt, at første A350 forventes leveret i november i år.

 

Relaterede artikler:

SAS har navngivet de første A350-fly

Første SAS A350 på produktionslisten

Flere Business Class-sæder i SAS A350-fly