Airbus A330-200 fra Air France med registreringen F-GZCP, der forulykkede undervejs fra Rio de Janeiro til Paris-CDG. (Foto: Pawel Kierzkowski | CC 3.0)

Airbus og Air France skal i retten om AF447

En fransk domstol har onsdag afgjort, at Airbus og Air France kan tiltales for uagtsomt manddrab i sagen om AF447, der styrtede ned under en flyvning fra Rio de Janeiro til Paris i 2009.

Den værste dødsulykke i Air Frances historie fandt sted den 1. juni 2009, da en Airbus A330-200 styrtede i havet på en flyvning fra Rio de Janeiro til Paris-Charles de Gaulle Airport, hvormed samtlige 228 ombordværende omkom.

Sidenhen har der været et retsligt efterspil, hvor de efterladte har krævet, at såvel flyproducenten Airbus som flyselskabet Air France skal holdes ansvarlige for ulykken, der skete som en kombination af flere faktorer, hvor en teknisk fejl og efterfølgende fejlagtige dispositioner fra piloterne, var den direkte årsag til havariet.

Tiltale for uagtsomt manddrab
En domstol slog onsdag formiddag fast, at Airbus og Air France kan retsforfølges for deres ansvar i sagen, og rent konkret kan der rejses tiltale om uagtsomt manddrab. Dagens afgørelse har betydet, at en tidligere beslutning ved en fransk domstol er blevet omstødt. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

“Det er en enorm tilfredshed at føle, at vi endelig er blevet hørt af domstolene,” siger Daniele Lamy, der er formand for en forening for ofrenes familier,” efter onsdagens afgørelse.

Blandt de omkomne var den dengang 48-årige danske Christiane Zeuthen.

Advokater, der repræsenterer Airbus S.A.S., har øjeblikkeligt appelleret kendelsen, skriver AFP.

Pilotfejl blev fatal
Flystyrtet skete omkring 565 kilometer ud for Brasiliens nordøstlige kystlinje i det sydlige Atlanterhav, og det tog næsten to år at lokalisere vraget på 3900 meters havdybde ved hjælp af undervandsfartøjer.

Den indirekte årsag til ulykken var, at et såkaldt pitotrør, der måler flyets hastighed, var blevet tilstoppet med iskrystaller. Det medførte, at autopiloten blev slået fra, og på trods af en talrige alarmer i cockpittet lykkedes det ikke en 32-årig styrmand i cockpittet at få flyet under kontrol.

I stedet for at sænke flyets næsen, valgte piloten at hæve den, hvormed flyet gik i et direkte stall og faldt fra 10.000 meters højde til vandoverfladen i løbet af tre og et halvt minut.

Flyets kaptajn befandt sig i flyets hvilekabine, da problemerne opstod og nåede først frem til cockpittet et minut og 32 sekunder før flyet ramte havoverfladen.

 

Relaterede artikler:

Air France-piloter vågnede lige før styrt

De sidste minutter med AF447

Ny eftersøgning efter AF447 indledes