En af de orange pilotdragter er blandt de genstande, der auktioneres bort. (Foto: Airbus | H. Goussé | PR)

Airbus sælger A380 på auktion

En bagagehylde, trappen til cockpittet og sæder er blandt de genstande fra et A380-fly, som Airbus sælger til fordel for et godt formål. Derudover er en række flydele blevet forvandlet til kunst.

Flyentusiaster, der ønsker et minde om verdens største passagerfly, får mulighed for det, når Airbus i løbet af tre dage i oktober afvikler en auktion, hvor det bliver muligt at erhverve sig en del forskellige dele fra et A380-fly.

Det første fly af typen foretog sin jomfrurejse den 27. april 2005, hvor det lettede fra Toulouse-Blagnac Airport, og den 16. december sidste år blev den sidste A380’er leveret fra Airbus til Emirates, der har 119 af flyene som en del af flåden.

Den 13., 14. og 15. oktober i år vil en del effekter fra et af flyene blive sat til salg på en auktion, der både vil foregå i byen Toulouse, hvor Airbus’ franske hovedkvarter er placeret, og via internettet således, at kunder fra resten af verden også kan byde på genstandene.

Skal rejse midler til velgørende formål
Interesserede kan blandt andet få fingrene i flysæder, en sofa, flybaren, en serveringsvogn, motordele, lamper fra flyets første klasse, en bagagehylde, trappen til cockpittet, en pilotdragt fra de første prøveflyvninger af A380’eren og mange flere genstande, som er blevet brugt ombord.

Airbus fortæller, at de midler der rejses på auktionen, vil gå til et velgørende formål. De vil dels blive doneret til Airbus Foundation, som er en fond, der blandt andet yder humanitær bistand i krisesituationer samt arbejder med projekter på vegne af unge og marginaliserede grupper.

Derudover vil fonden AIRitage også få del midlerne. Denne organisation har til formål at værne om luftfartsarven ved blandt andet at indsamle og arkivere genstande og dokumenter, hjælpe forskere inden for området og bidrage til restaureringer af eksempelvis fly, der har historisk værdi.

Har lavet street art ud af flydele
I tillæg hertil vil der også være mulighed for at byde på nogle genstande, der ikke fremstår, som de gjorde originalt. Airbus har nemlig bedt en række street art-kunstnere om at dekorere nogle dele fra flyet med motiver, så de bliver til kunstværker i deres egen ret.

”Vi har valgt at give kunstnerisk frihed til Kellymiti, Méro, Miadana Randriamorasata, Sabha, O’Rabbit, Spot og Xerou. Disse kunstnere har forskellige profiler, men deres kunst beskæftiger sig med en række af de samme temaer.”

”Det drejer sig i særdeleshed om Toulouse, rejser, frihed, teknologi, forpligtelser samt den menneskelige oplevelse, og alle disse temaer matcher perfekt med den ikoniske A380’er,” siger Sophie de Lacroix, der har arrangeret auktionen på vegne af Airbus.

En række kunstnere har dekoreret flydelene. (Foto: Airbus | PR)


Relaterede artikler:

Emirates sælger komplet bar fra A380

Boeing 737 til salg på Facebook

Officielt: Airbus stopper produktionen af A380