Ved at skrumpe midter- og vinduessædet vil Airbus gøre gangsædet bredere til gavn for småbørnsmødre, forretningsrejsende og de overvægtige.
Airbus vil i fremtiden give flyselskaberne mulighed for at købe fly i Airbus A320-familien med et ekstra bredt sæde ud mod midtergangen. I dag er alle tre sæder fra midtergangen og ud til vinduet som udgangspunkt 18 tommer bredde. Men ved at skrumpe vinduessædet og midtersædet ind til 17 tommer, er det muligt at udvide gangsædet til 20 tommer, og stadig holde den samlede bredde intakt.
Især i USA stiger gennemsnitvægten blandt flypassagerer år for år, og den lidt kontroversielle problemstilling øger behovet for bredere sæder.
Attraktivt for mødre
Airbus går dog rundt om den varme grød, og fremfører en række andre gode argumenter for hvorfor bredere sæder vil være en god idé. Flyproducenten vurderer, at det brede gangsæde vil være attraktivt for mødre med små børn på skødet og den omkostningsbevidste forretningsmand.
”Passagererne i vinduessæderne er allerede glade, og de, der sidder i midtersæderne er muligvis ikke villige til at betale for den ekstra bredde,” forklarer Stefanie Von Linstow, chef for flyinteriør hos Airbus.
Hun ser muligheder for at det ekstra brede sæde vil kunne skabe øget indtjening hos de flyselskaber, der vælger at tilbyde det, da det vil gøre dem mere attraktive for en særlig gruppe af rejsende.