Alitalia Airbus A330-200.

Alitalia forventer strejke torsdag

Midt i en særdeles kritisk periode for Alitalia bliver selskabet torsdag sandsynligvis ramt af en omfattende strejke.

Alitalia advarer sine kunder om, at selskabet risikerer at måtte aflyse mere end halvdelen af sine flyvninger torsdag på grund af en stor strejke blandt selskabets piloter og kabinepersonale samt personale på jorden.

Ifølge fagforeningerne ANPAC og ANPAV vil piloter og kabinepersonale nedlægge arbejdet fra midnat til kl. 23.59 på torsdag. Dog vil der blive arbejdet i morgen- og aftenmyldretiden fra klokken 7 til 10 og fra kl. 18 til 21.

Samtidig vil en stor del af Alitalias handlingpersonale på jorden nedlægge arbejdet i fire timer fra klokken 14 til klokken 18 samme dag.

Indsætter større fly
For at minimere generne for passagererne, så vil Alitalia blandt andet indsætte større fly end normalt på en række indenrigs- og udenrigsruter for at kunne få så mange passagerer med på de flyvninger, som bliver gennemført. Desuden vil ekstra personale være på plads i lufthavnene i Rom’s Fiumicino-lufthavn og Milan Linate-lufthavnen for at kunne assistere de passagerer, der bliver berørt af strejken.

Alitalia er også allerede nu i fuld gang med at tilbyde passagerer, der har billet til flyvninger på torsdag, at de kan blive ombooket til andre flyvninger, andre selskaber eller andre rejsedage. Alternativt kan passagererne få deres penge tilbage.

Kommende måneder er kritiske
Strejken kommer midt i en særdeles kritisk periode for selskabet. Alitalias to største kreditorer, bankerne UniCredit og Intesa Sanpaolo, var nemlig i december nødt til at give en hjælpende hånd sammen med aktionærerne i selskabet for at sikre den kortfristede likviditet.

Den midlertidige krisehjælp skulle sætte Alitalias ledelse i stand til i løbet af 60 dage at indgå aftaler med leasingselskaber, leverandører, distributionsselskaber og fagforeninger om at reducere omkostningsniveauet, så aktionærerne og bankerne vil være villige til at fortsætte engagementet i det italienske flyselskab.

“De kommende to måneder er kritiske for Alitalia. Det er af afgørende betydning, at flyselskabets ansatte samt partnere, leverandører og fagforeninger tager ejerskab af og accepterer de radikale ændringer, vi bliver nødt til at foretage for at sikre fortsat finansiering fra vores aktionærer, hvilket vil blive afgørende for selskabets fremtid. Alle skal trække i samme retning for at gøre Alitalia til en levedygtig og vedvarende succeshistorie samt for at hjælpe flyselskabet i at indfri ambitionen om langsigtet vækst og profitabilitet,” udtalte Alitalias koncernchef Cramer Ball i en pressemeddelelse for knap 60 dage siden.

Slanke organisationen
Fremover skal Alitalia fortsætte udviklingen af rutenetværket på langdistanceruterne samt justere forretningsmodellen på de korte ruter. Herudover skal der iværksættes omkostningsreducerende tiltag samtidig med, at produktiviteten forbedres. De kommercielle aftaler med partnere skal revurderes, særligt hvad angår joint-ventures og codeshare-aftaler. Herudover skal der satses på øget digitalisering samt sidst men ikke mindst, skal der være færre ansatte i Alitalia.

Programmet, der skal slanke organisationen hedder “right size and right shape”, og Alitalias ledelse understregede i december sidste år, at der endnu ikke er sat tal på, hvor mange ansatte der skal afskediges. Rygterne i de italienske medier gik dog på en reduktion af 2.000 ansatte.

“Vi vil indlede en positiv dialog med fagforeningerne for at nå til enighed om en nu kollektiv overenskomst. Opbakningen fra fagforeningerne er afgørende for, at vi kan gennemføre næste skridt i vores forretningsplan,” understregede Alitalias koncernchef.

 

 

Relaterede artikler:

Alitalia: De kommende to måneder er kritiske

Alitalia relancerer sig selv

Alitalia har lukket ned på Milano-rute fra CPH