Alitalia A320-200. (Foto: Alitalia)

Alitalia køber sit bonusprogram tilbage

For tre år siden solgte Alitalia størstedelen af sit bonusprogram til Etihad Airways, men det italienske flyselskab har nu købt det hele tilbage.

Alitalias bonusprogram MilleMiglia er tilbage på italienske hænder efter nogle års delvist mellemøstligt ejerskab.

Alitalia har købt Etihad Airways’ 75 procents andel tilbage, og dermed er det italienske flyselskab igen 100 procent ejer af sit eget bonusprogram. Det meddeler det italienske flyselskab i en pressemeddelelse.

Alitalia har betalt 17 millioner euro (127 millioner kroner, red.) for at få ejerskabet tilbage fra Etihad Airways. Det fortæller kilder fortrolige med handlen over for Air Transport World.

Alitalia vil forbedre bonusprogram
I 2015 købte Etihad Airways 75 procents-andelen af MilliMiglia-bonusprogrammets ejer, Alitalia Loyalty, mens det italienske selskab selv beholdt 25 procent. Det mellemøstlige flyselskab købte bonusprogrammet via Global Loyalty Company – et datterselskab i Etihad Aviation Group.

Etihad Airways var på daværende tidspunkt ved at opbygge en større portefølje af flyselskabers bonusprogrammer via Global Loyalty Company. Flyselskabet mente, at bonusprogrammer var en hurtigere voksende del af forretningen end selve luftfartsindustrien. Siden da har Etihad Airways dog igen solgt fra af denne del af forretningen.

Alitalia blev erklæret insolvent i maj 2017, og siden har flyselskabets administratorer forsøgt at få selskabet solgt. Administratorerne forsøger løbende at få optimeret forretningen over for en ny ejer, og tilbagekøbet af bonusprogrammet, der har mere end fem millioner medlemmer, er et strategisk træk i denne proces.

”Bonusprogrammet tilbagevenden på Alitalias hænder bidrager stort til bedre at kunne vurdere virksomhedens overordnede aktiver. Programmet udgør en grundlæggende forretning for flyselskabet, der skal have passagerernes tilfredshed som hovedfokus. Faktisk er vi forpligtet til straks at levere et endnu mere tilpasset bonusprogram,” siger Daniele Discepolo, chef for Alitalias bonusprogram.

Jernbaneselskab vil købe Alitalia
I løbet af de seneste år har Etihad Airways i samarbejde med Alitalia forsøgt at optimere bonusprogrammet, og det vil fortsætte – også efter Alitalias tilbagekøb, lyder det.

”Etihad har i de seneste år arbejdet meget hårdt i samarbejde med Alitalia for at forbedre fordelene for MilleMiglia-medlemmerne, hvilket har haft stor gavn for Alitalia. Denne transaktion vil sikre, at millioner af MilleMiglia-medlemmer fortsat kan nyde fordelene ved et bonusprogram i verdensklasse,” siger Gavin Holliday, administrerende direktør for Global Loyalty Company.

Det statsejede italienske jernbaneselskab Ferrovie dello Stato ser ud til at være i førerposition i forhold til et køb af det statsejede Alitalia. Jernbaneselskabet afgav sammen med et ukendt selskab et bindende bud på Alitalia inden for budfristen, der var sat til den 31. oktober 2018. Herudover har easyJet afgivet en ikke-bindende erklæring om interesse for det italienske flyselskab.

 

Relaterede artikler:

Italienske statsbaner vil overtage Alitalia

Alitalia på køberjagt

Uvis fremtid for Alitalia

’Alitalia bliver et bedre og bedre køb’

Wizz Air viser interesse i Alitalia