Europa får sin ottende A380-betjente lufthavn, når Emirates opgraderer sin 18 måneder gamle rute til Amsterdam. Det ekspansive mellemøstlige luftfartsselskab indsætter fra den 1. august megajumboen på ruten.
Det kræver meget plads og mange passagerer, men megaflyet Airbus A380 er efterhånden ikke længere et særsyn i Europa.
De største europæiske lufthavne i London, Paris og Frankfurt var sammen med lufthavnen i Zürich de første til at modtage kæmpeflyet i daglig kommerciel drift.
Siden er fulgt Manchester, Rom og München, og snart kan Amsterdam-Schipol lufthavnen også skrive sig ind i det foremme selskab.
Det er det ekspansive mellemøstlige luftfartselskab Emirates, der fra 1. august opgraderer sin rute til Amsterdam ved at indsætte Airbus A380.
Emirates lancerede sin rute til Holland i maj 2010 og har hidtil opereret ruten med en kombination af Boeing 777-300ER og Boeing 777-200LR fly med tre klasser.
Men efter 18 måneder med stor efterspørgsel følger Emirates sig nu sikre på, at ruten kan bære en opgradering med Airbus-flagskibet A380.
14 First Class kabiner
Hos Emirates er A380-flyet udstyret med ikke færre end 427 sæder på Economy, 76 sæder på Business Class og endelig 14 First Class Private Suites, der er placeret lige ved siden af tostore badeværelser.
De to badeværelser er reserveret de 14 passagerer på First Class, og giver mulighed for at tage et brusebad og benytte forskellige skønhedsprodukter.
“Opgraderingen fra en Boeing 777 operation til A380 inden for en kort tidsperiode understreger den stærke efterspørgsel fra rejsende, der gerne vil flyve med Emirates og opleve vores overlegne produkter og services,“ sigerSalem Obaidalla, der er Senior Vice President, Commercial Operations, Europe & Russian Federation hos Emirates.
Verdens største operatør af A380
Emirates er i dag verdens største operatør af Airbus A380-flyet. Selskabet har 20 enheder i drift, og har bestillinger på yderligere omkring 70 fly af denne type.
Flåden af A380 fly hos Emirates betjener i dag destinationer som Auckland, Bangkok, Beijing, Hong Kong, Jeddah, Johannesburg, Kuala Lumpur, London Heathrow, Manchester, Munich, New York JFK, Paris, Rom, Seoul, Shanghai, Sydney og Toronto.
I juli indsætter Emirates også A380-fly på ruten til Tokyo og i august følger så Amsterdam som den 19. A380-rute for Emirates.
Emirates indlemmede det første Airbus A380i sin flåde i 2008, og siden da har mere end 8 millioner passagerer fløjet i verdens største passagerfly hos Emirates.