Fly i Amsterdam-Schiphol. (Foto: Amsterdam Airport Schiphol | Facebook.com | PR)

Amsterdam-Schiphol fortsætter tocifret vækst

14 procent flere passagerer benyttede Amsterdam-Schiphol i marts i forhold til samme måned sidste år, og rejsende fortsætter dermed med at tilvælge den hollandske storlufthavn.

Amsterdam Schiphol Airport fortsatte med fin vækst i løbet af marts, viser de nyeste trafiktal fra lufthavnen.

I alt 5,2 millioner passagerer rejste til, fra eller via Schiphol-lufthavnen i årets første forårsmåned, og det var en stigning på 14 procent i forhold til marts sidste år.

Dermed fortsatte lufthavnen med tocifret passagervækst, eftersom der i januar og februar i år var henholdsvis 17 procent og 22 procent flere passagerer end samme måned året før. Passagertallene for begge disse måneder var 4,6 millioner.

3,1 millioner af de rejsende i Schiphol i marts enten rejste fra eller til lufthavnen, mens knap 2,1 millioner passagerer rejste via lufthavnen.

Britiske byer er mest populære
Det samlede antal af flyvninger fra Amsterdam-Schiphol var i marts 38.223, hvilket var en stigning på 15 procent sammenlignet med samme måned sidste år. 30.958 af flyvningerne gik til europæiske destinationer, mens 7.265 af flyvningerne var til interkontinentale destinationer.

Næsten 3,7 millioner af det samlede antal passagerer i Schiphol-lufthavnen ankom fra eller fløj til en destination i Europa. Tæt på 1,6 millioner passagerer ankom fra eller fløj til en destination uden for Europa.

Den mest populære destination fra den hollandske storlufthavn var Storbritannien – og denne blev efterfulgt af Spanien, Italien, USA og Tyrkiet.

Antallet af fragtflyvninger fra Schiphol var 1.363, hvilket var lidt færre end i samme måned året før. Den samlede transportmængde var 136.492 ton, hvilket repræsenterede en stigning på 12 procent i forhold til sidste år.

Forventer tæt på 70 millioner rejsende i år
Det samlede antal af passagerer i Amsterdam-Schiphol steg fra 52,5 millioner i 2022 til 61,9 millioner i 2023, og lufthavnen forventer yderligere vækst i 2024.

Således forventer lufthavnen at tage imod 65-69 millioner passagerer i løbet af indeværende år, mens det ventes, at antallet af starter og landinger vil ende i omegnen af 460.000-483.000. På længere sigt er antallet af operationer dog usikkert, da den hollandske regering ønsker at reducere antallet af starter og landinger.

 

Relaterede artikler:

Schiphol beklager behandling af israelske passagerer

2023 blev vendepunktet for Schiphol

Mangler stadig 10 millioner passagerer i Schiphol