Philippine Airlines har taget hul på en ansøgningsproces, der skal føre til optagelse i en af de tre store luftfartsalliancer. Analytiker udpeger oneworld som favorit.
Fra 2010 til 2013 havde Philippine Airlines forbud mod at flyve i EU, som det var tilfældet med alle flyselskaber fra Filippinerne.
Nu er der gået fem siden, at det asiatiske flyselskab fik hævet forbuddet, og der er vidtløftige planer for fremtiden. Først og fremmest forsøger man at få den femte Skytrax-stjerne, så man kan tilslutte sig det eksklusive selskab af 11 flyselskaber, der indtil videre har opnået den højeste Skytrax-rating. I dag er Philippine Airlines et af 41 flyselskaber med fire Skytrax-stjerner.
Ambitionerne rækker længere. Således har Philippine Airlines´ koncernchef Jaime Bautista i et interview med den anerkendte luftfartsanalytiker Alex Macheras afsløret, at flyselskabet har igangsat en proces med det formål at blive optaget i en af de store luftfartsalliancer, henholdsvis Star Alliance, SkyTeam eller oneworld.
Bautista vil ikke løfte sløret for, hvilken alliance Philippine Airlines taler med, men han siger om selskabets forventede udbytte af det kommende samarbejde:
“Medlemskabet af alliancen vil bidrage til, at Philippine Airlines får adgang til nogle trafikknudepunkter i Europa og Nordamerika samt på de afrikanske og sydamerikanske kontinenter, hvor vi kan få nye trafikstrømme.”
Star Alliance har afvist
Philippine Airlines er det eneste større asiatiske flyselskab, der ikke i dag er i en alliance, og der er således åbnet op for gætterierne. Tilbage i 2015 gav Star Alliance-chefen Jeffrey Goh udtryk for, at Philippine Airlines ikke var særlig interessant for alliancen.
“Der er ikke noget umiddelbart behov for at fokusere på at tiltrække nye medlemmer fra Filippinerne. Jeg kan ikke se Philippine Airlines som et emne til medlemskab. Det er logisk, for hvis man ser på Phlilippine Airlines-rutekortet i dag, så er der overlapninger med flere af vores medlemmer.”
Således flyver Star Alliance-selskaberne Ethiopian Airlines, United Airlines, Turkish Airlines, Thai Airways, Air China, Asiana og Singapore Airlines allerede i dag til Manila Airport, hvoraf de sidste seks opererer fra samme kontinent.
Oneworld kan være favorit
SkyTeam er i forvejen relativt godt repræsenteret i Asien, så her er der ikke en oplagt mulighed. Men til gengæld vil det være attraktivt at kunne flyve ind til eksempelvis Amsterdam og Paris via et samarbejde med Air France-KLM, og Delta Air Lines kunne være et stærkt fødeselskab til ruten fra New York til Manila.
Derimod har rygterne i flere år cirkuleret omkring en mulig flirt med oneworld. Alliancen der ledes af American Airlines og British Airways mangler en bedre repræsentation i Asien, og de to ledende medlemmer vil sammen med Qatar Airways kunne tilføre et konstant flow af passagerer fra Nord- og Sydamerika, Europa samt Afrika via Mellemøsten.
“Personligt tror jeg, at Philippine Airlines ville passe bedst som medlem af oneworld-alliancen. Sammenlignet med SkyTeam er oneworld-alliancen ikke så tungt mættet, når det kommer til asiatiske flyselskaber, og det har været et stykke tid siden, at oneworld inviterede et nyt flyselskab indenfor i alliancen,” skriver Alex Macheras i en kommentar.
Relaterede artikler:
Star Alliance overvejer lavprisflyselskaber