Besætningsmedlemmer fra Atlantic Airways før afgang fra Vágar mod New York 22. august 2023. Foto: Atlantic Airways/Facebook

Atlantic Airways fejrede første New York-afgang

Atlantic Airways havde tirsdag en helt særlig dag, da flyselskabet gennemførte den første flyvning nogensinde til New York. Ruten betjenes med Airbus A320neo og er aktiv en måneds tid frem.

”Historisk dag!”

Sådan indleder Atlantic Airways et kort opslag på Facebook, hvor en række besætningsmedlemmer står side om side og smiler til kameraet i Vágar Lufthavn på Færøerne.

Billedet blev taget tirsdag forud for det færøske flyselskabs første direkte flyvning til New York nogensinde, og der var således ekstra grund til at smile hos personalet. Der var planlagt afgang klokken 16.30 fra Vágar, men festivitassen var formentlig årsag til, at flyet først kom i luften cirka fem kvarter senere.

Jomfruturen fra Færøerne til Stewart-lufthavnen ved New York blev foretaget med en 174-sæders Airbus A320neo (registrering OY-RCL) på rutenummer RC407. Turen over Atlanterhavet tog lidt over seks timer, inden flyet satte hjulene på landingsbanen klokken 18.52 lokal tid.

Øger med flere afgange i 2024
Stewart International Airport er en lavprislufthavn beliggende cirka 100 kilometer nord for New York City. Atlantic Airways har valgt at flyve til denne lufthavn – og ikke de mere velkendte JFK- eller Newark-lufthavne – da det i Stewart var muligt at få de ønskede start- og landingstilladelser. Islandske Play opererer i øvrigt også til Stewart-lufthavnen.

Ved ankomst i Stewart-lufthavnen vil passagererne fra Atlantic Airways blive transporteret med bus til New York. På flyvningerne til New York bliver der kun udbudt 150 sæder per flyvning af hensyn til mængden af flybrændstof, der skal medbringes på den lange tur.

Atlantic Airways havde oprindeligt planlagt syv rundture fra Vágar Lufthavn til Stewart-lufthavnen på den amerikanske østkyst, men dette er blevet reduceret til fem. Sidste afgang fra Færøerne i denne omgang bliver 19. september 2023, mens returflyvningen er dagen efter.

I maj i år oplyste Atlantic Airways – altså allerede før første New York-flyvning – at selskabet i foråret 2024 øger til mellem syv og 10 rundture til New York. Det samme antal afgange forventes at blive sat til salg med gennemførelse i efteråret samme år.

Længe ventet New York-rute
Den næste måneds tid har indbyggerne på Færøerne således mulighed for første gang nogensinde at flyve direkte til den populære storby ”The Big Apple”.

Ruten til New York har faktisk været på tegnebrættet i 11 år. I forbindelse med, at Atlantic Airways fik leveret den første Airbus A319, sagde Færøernes tidligere lagmand Kaj Leo Johannesen i marts 2012, at ”vi kan nu flyve nonstop til hele Europa samt over Atlanten. Vi kan flyve til Barcelona og til New York”, lød det.

Atlantic Airways har siden 2018 arbejdet konkret med at føre den tidligere lagmands visioner ud i livet, og nu er forbindelsen mellem Vágar Lufthavn og New York altså en realitet.

 

Relaterede artikler:

Atlantic Airways fordobler New York-flyvninger i 2024

Fra Færøerne til New York efter 11 års ventetid

Atlantic Airways starter USA-flyvninger til august