Aalborg Lufhavns ledelse sammen med Norwegians crew på første flyvning til Barcelona. (Foto: Aalborg Lufthavn | PR)

Atter direkte flyforbindelse fra Aalborg til Barcelona

Barcelona er atter kommet på rutekortet fra Aalborg Lufthavn med Norwegian som operatør. Til Spanien tilbyder flyselskabet en helårsrute, tre sommerruter og én vinterrute.

Siden det spanske lavprisflyselskab Vueling i foråret 2012 åbnede en sæsonrute fra Aalborg Lufthavn til Barcelonas El Prat-lufthavn, havde mange nordjyske rejsende taget turen til den catalanske hovedstad i det nordøstlige Spanien.

Efter coronapandemien er ruten aldrig kommet i gang igen, men det har Norwegian rådet bod på ved at tage over, hvor den spanske lavpriskonkurrent slap.

Lørdag den 24. juni, hvilket var tre uger senere end først udmeldt, stod der nemlig atter Barcelona på afgangstavlerne i Aalborg Lufthavn, hvorfra de rødnæsede fly fra Norwegian to gange om ugen sætter kursen mod Barcelona frem til den 28. oktober.

“En storbyfavorit er igen på rutekortet fra Aalborg Lufthavn, og nu direkte to gange om ugen med Norwegian, der er et ideelt flyselskab til at betjene sådan en rute, da de har stort kendskab til både det danske og spanske marked,” siger administrerende direktør Niels Hemmingsen fra Aalborg Lufthavn.

Flere valgmuligheder
Det bliver Norwegians fjerde spanske destination fra Aalborg Lufthavn, og til efteråret kommer en femte. 

Norwegian betjener Málaga året rundt, og om sommeren flyves der til Alicante, Palma de Mallorca og nu også Barcelona. Fra den 31. oktober kommer Tenerife også på rutekortet i vinterhalvåret.

I Aalborg Lufthavn blev ruteåbningen til Barcelona fejret med den traditionelle snoreklipning samt balloner og flag i gaten samt kage til de mange rejsende.

“Vi er glade for at kunne tilbyde et stort udvalg af de mest populære spanske sommerdestinationer fra Aalborg Lufthavn. Det giver rig mulighed for vores kunder at vælge lige præcis den type ferie, de ønsker. Samtidig giver de to ugentlige afgange til både Barcelona og Mallorca samt hele fem ugentlige afgange til Malaga, stor fleksibilitet og mulighed for både korte og længerevarende ferieophold,” lyder det fra Magnus Maursund, der er kommerciel direktør i Norwegian.

 

Relaterede artikler:

Ny Norwegian-rute fra Aalborg Lufthavn

To nye Norwegian-ruter fra Aalborg Lufthavn

Vueling dropper Aalborg