Trappetårnet i Billund Lufthavn (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Billund Lufthavn vil afskedige op imod 300 ansatte

Som følge af coronakrisen ser Billund Lufthavn sig nødsaget til at reducere arbejdsstyrken med en tredjedel fra 800 til 530 årsværk. Der kan gå op til fem år, før trafikken er tilbage på 2019-niveau.

Indtil videre har Billund Lufthavn kunnet klaret sig gennem coronakrisen ved at hjemsende 498 af de 1.100 ansatte i lufthavnen, der er fordelt på både fuldtids- og deltidsstillinger.

Der er dog ikke umiddelbart udsigt til, at trafikken vender tilbage lige med det samme, hvorfor Billund Lufthavns ledelse nu ser sig tvunget til at reducere arbejdsstyrken med 270 af i alt 800 årsværk i lufthavnen. Dermed kan det blive nødvendigt at sige farvel til mindst 300 af de 1.100 ansatte, da der er både fuldtids- og deltidsansatte.

“Det er trist, at COVID-19 tvinger os ud i en situation, hvor vi skal sige farvel til så mange dygtige medarbejdere. Det er en uvirkelig situation. For to måneder siden præsenterede vi vores vækstplan frem mod 2040. Nu skal vi handle rettidigt, så lufthavnen kommer bedst muligt igennem krisen og kan stå konkurrencestærkt på den anden side. Det kan vi desværre kun gøre ved at tilpasse antallet af medarbejdere i forhold til det fald, der er i indtægterne,” udtaler administrerende direktør Jan Hessellund.

Opsigelsen sker fra den 31. maj, og lufthavnens ansatte har fået overbragt beskeden kl. 15.00 idag.

“Det gør ondt, men vi håber at flere af medarbejderne søger tilbage, når trafikken vender, og vi skal opjustere igen,” siger Jan Hessellund.

Mister to millioner passagerer i 2020
Ifølge Billund Lufthavn viser prognoserne fra brancheorganisationerne, at der potentelt kan gå fem år, før trafikken er tilbage til samme niveau som i 2019.

Samtidig er der en forventning om, at flyselskaberne i den kommende tid vil konsolidere trafikken på ruterne til og fra de større lufthavne, hvilket kommer til at ramme meget af den regionale trafik, som Billund Lufthavn repræsenterer.

Lige nu kalkulerer lufthavnen med en passagertilbagegang i 2020 på omkring 55 procent, hvilket svarer til omkring to millioner passagerer. Dermed er der udsigt til, at omkring 1,7 millioner rejsende vil benytte lufthavnen i år, hvor næsten 600.000 allerede har været igennem lufthavnsterminalen. 

Det betyder, at der i de næste otte måneder i gennemsnit forventes at rejse 135.000 passagerer gennem lufthavnen hver måned, hvor det samme antal året før var på 335.000 i gennemsnit. 

Det er sandsynligt, at afskedigelserne primært vil finde sted i de passagerrettede funktioner omkring ground-handling og butikker, hvor arbejdsstyrken i forvejen er dimensioneret efter den varierende aktivitet hen over året.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn mister to hubruter

Flere ville hjem end ud fra Billund Lufthavn

Billund Lufthavn hjemsender 500 ansatte