Billund og Aarhus godt fra start

Lufthavnene i Billund og Aarhus fløj pænt ud af årets første måned med en passagerfremgang på henholdsvis 6,4 procent og 8,9 procent. Men Karup Lufthavn overhalede indenom med en vækst på 32,6 procent. Fremgangen ventes at fortsætte i februar for Aarhus Lufthavn, mens Billund og Karup angiveligt må se frem til en mindre vækst.

Det stigende passagertal i de jyske lufthavne lader til at fortsætte i 2011.Lufthavnene i Billund og Aarhuskom godt ud af januar med en passagerfremgang hos begge lufthavne. Aarhus Lufthavn oplevede den største passagervækst med en stigning i forhold til samme måned sidste år på 8,9 procent, og Billund Lufthavn kom igennem januar med en passagerfremgang på 6,4 procent.

Men topscoreren blev endnu engang Karup Lufthavn, der i januar måned øgede passagertallet fra17.541 til i alt 23.258 passagerer. Hertil skal dog siges, at Norwegian-ruten til Karup Lufthavn åbende den 18. januar sidste år, hvorfor væksten forventes at flade ud i februar måned.

Ialt 37.996 passagerer rejste til og fra Aarhus Lufthavn, mens kollegaen mod syd kunne mønstre 159.538 passagerer. Aarhus Lufthavn kunne samtidignotere sigen tilbagegang i antallet af udenrigspassagerer, der faldt med 14,2 procent i forhold til samme måned sidste år. Omvendt var der for Billund Lufthavn fremgangpå denne del af trafikken, der steg med 5,8 procent. Her var top femdestinationerne London, Amsterdam, Frankfurt, Oslo og Malaga.

Stadig fremgang i indenrigstrafikken

Aarhus Lufthavns fald i udenrigstrafikken på mere end 14 procent begrunder lufthavnen med, at Ryanair har haft et nedskåret vinterprogram. Men fra 1. marts, hvor Ryanair vil påbegynde ruter til Middelhavsdestinationer, forventer lufthavnen, at udenrigstrafikken vil blive øget. Derudover åbner to nye ruter til foråret fra Aarhus Lufthavn til henholdsvis Helsinki, opereret af Sun-Air, og Gdansk, opereret af Wizz Air.

På charterandelen oplevede Aarhus Lufthavn den største fremgang på mere end 40 procent til i alt5.574 passagerer, hvorimod Billund Lufthavn gik frem med 6,4 procent til i alt 55.840 passagerer.

Aarhus Lufthavns passagervækst på 8,9 procent skyldes i høj grad den stigende tilgang af passagerer på lufthavnens indenrigsrute, der i januar steg med 11,9 procent. Billund Lufthavns indenrigstrafik steg ligeledes med 12,3 procent i forhold til januar 2010.

Aarhus Lufthavn forventer en tilsvarende udvikling i februar, som det har været tilfældet i januar, hvorimod Billund er mere påpasselig p.g.a. en større eksponering mod chartertrafikken, hvorurolighederne i Egypten og Tunesien kan betyde færrre passagerer.

Foto: Aarhus Lufthavn er klar til at tage imod et stigende antal passagerer.