Boeing og Norwegian har indgået en aftale om tekniske service af 737 MAX og 787 Dreamliner-fly hos Norwegian frem til 2034.
Den amerikanske flyproducent Boeing Commercial Airplanes har netop indgået den største serviceaftale i selskabets historie. Kunden er Norwegian, der ønsker at gøre brug af Boeing´s GoldCare-program til at sikre teknisk service på de kommende 737 MAX-fly samt hele Dreamliner-flåden.
Norwegian bliver dermed kunde på GoldCare-programmet, når selskabet får leveret det første 737 MAX-fly i maj måned næste år. Serviceaftalen løber i 17 år frem til år 2034.
“Boeing har gennem de seneste fire år bevist for os, hvilken værdi GoldCare har for vores operationer,” siger Bjørn Kjos, der er koncernchef hos Norwegian. “Pålideligheden og operationelle effektivitet af vores 787-flåde har aldrig været bedre. Vi har store forventninger og tillid til, hvad vi kan opnå ved også at udnytte Gold Care i vores 737 MAX-flåde.”
Norwegian har en fast ordre på 108 eksemplarer af det nye 737 MAX-fly samt en hensigtserklæring om at få leveret yderligere 92 fly. Siden 2012 har Norwegian haft en GoldCare-aftale på selskabets otte Boeing 787-8 Dreamliner-fly, og de nye 787-9 Dreamliners kommer også ind under aftalen, således at 42 langdistancefly i 2020 vil være en del af serviceaftalen.
Mere end en flyproducent
Boeing´s GoldCare-produkt er benyttet af en række flyselskaber, der ønsker at outsource hovedparten af den tekniske vedligeholdelse og lager af komponenter til en ekstern leverandør. Således har 60 flyselskaber i dag en GoldCare-aftale, der samlet omfatter 2.200 fly.
“Denne aftale markerer et historisk øjeblik for Boeing og vores forretningsområde med serviceydelser – og det er vi er stolte af at dele med Norwegian.Vi er beærede over, at Norwegian udtrykker sin tillid til Boeings Gold Care program. Vi ser frem fortsat at udbygge vores mangeårige samarbejde og til stadighed dokumentere de fordele og den værdi, som vores ydelser bringer til deres operation,” udtaler koncernchef Ray Conner fra Boeing Commercial Airplanes i en pressemeddelelse.
Boeing´s GoldCare-program er abonnementsbaseret og kan skræddersyes til de enkelte kunder. Programmet indeholder grundelementer som vedligeholdelse, teknik og komponenter. Udover fly og GoldCare-programmet kan Boeing tilbyde en bred palette af ydelser til flyselskaber. Der kan være tale om konverteringer til fragtfly, ændringer af kabine-interiør, træning af besætninger, ruteplanlægning, crew-schedulering, avanceret dataanalyse samt software til at forbedre flyselskabers og flyleasingselskabers drift.
Relaterede artikler:
Norwegian justerer USA-fartplaner
Derfor er Norwegian-flyene forsinkede